Frokostanmeldelse: Grøften i Tivoli er et af landets ældste, mest kendte og største spisesteder. Berlingske har været på besøg for at teste køkkenet i den historiske institution. Det var både godt og skidt.
En af Københavns helt særegne gastronomiske og historiske institutioner er Grøften i Tivoli. Stedet åbnede i 1874 under navnet Teatercafeen, men skiftede hurtigt i folkemunde navn til det mere mundrette Grøften.
Stedet har altid haft en særlig betydning blandt pressens mere kulørte brigade, og den folkelige falanks af politikerkorpset har gennem mange årtier jævnligt frekventeret stedet – for eksempel blev Fremskridtspartiet stiftet i Grøften i 1972.
Grøften er i øvrigt et af meget få steder i byen, hvor der serveres smørrebrød om aftenen. Det står ikke på aftenkortet, men spørger du efter det, kan det arrangeres.
Det er et af Skandinaviens største spisteder, og kan, når pumperne kører på højtryk, servicere over 600 gæster. Dog er det antal p.t. skåret ned til beskedne 320 i disse så besynderlige coronatider.
De gigantiske menukort tilbyder en lang række af både lune retter og smørrebrød. Stilen er så klassisk dansk, som den kan blive. Der har dog sneget sig enkelte moderne unoder, såkaldt sunde alternativer, ind på kortet som eksempelvis en avokadomad.
Men bare rolig, som regel går man aldrig sulten fra bordet i Grøften.
Vi valgte at gå om bord i det klassiske smørrebrød og lagde ud med en lun stegt sild med æble-løgkompot og peberrod revet frisk over anretningen af den effektive, opmærksomme tjener, som med sit flotte charterferieguide anno 1980erne-look og røde butterfly evnede den helt rigtige balance af service og københavnsk rå charme.
Selve silden var fint balanceret mellem sødme, syre og salt. Konsistensen var en anelse moset, men indenfor det acceptable. Kompotten skar elegant igennem sildens fedme, og den friske peberrod ulmede behageligt i næseborene.
Min ledsager havde bestilt den – hvis det er lavet rigtigt – velsmagende anakronisme: Sprød fiskefilet med remoulade. To store fileter ankom og blev anrettet ved bordet. Fritteringen var glassprød. Fisken var frisk og saftig under den knasende panering. Remouladen var ikke hjemmelavet, men smagte fint. Igen enkelt, men veleksekveret og hæderligt håndværk.
Til at skylle efter bestilte vi fra det beskedne ølkort Refsvindinges Ale no. 16. Den lysebrune og let skummede øl har en delikat antydning af sød, brændt malt kombineret med en fin, frisk syrlighed og står godt til de lidt tungere retter. Som for eksempel en stegt sild.
Som sidevogn fik vi en Brøndum Kummen Akvavit, som med et strejf af kanel havde en behagelig antydning af cigarkasse, hvilket stod perfekt til de gamle lokaler, som i sjælden grad evner at kombinere kitsch, folkelighed og hygge i en perfekt eklektisk treenighed.
Humøret gik dog en tak ned, da næste smørrebrødslavine ramte bordet.
Min ledsager mente, at sæsonen var til kartoffelmad med sennepsmayo, bacon og variation af løg. Desværre smagte Grøftens nye kartofler gamle. Garnituren var ok. God bacon, der dog godt kunne være mere friskstegt. Problemet var selve kartoflen, der nok havde været ny en gang, men nu fremstod træt og grynet. Ikke en regulær »kartoffelstrofe«, men tæt på.
Jeg havde bestilt oksebryst med pickles, agurkesalat og peberrodscreme. Til min helt store overraskelse var stykket garneret med franske kartofler – meget 1958! Agurkesalaten og peberrodscremen var god, men oksen var tydeligvis et industriprodukt, hvilket tjeneren da også bekræftede. Smagen var ikke dårlig, men for anonym. Kødet kunne også have passeret for saltkød. Meget på det jævne. Men de der franske kartofler, manner.
Overordnet er Grøften ikke stedet for de store kulinariske vækkelser, men denne charmerende og ukrukkede institution forsøger heller ikke at gøre sig til noget, den ikke er. Det har også sin berettigelse. Man kan se, at folk hygger sig og er glade. Grøften er i øvrigt et af meget få steder i byen, hvor der serveres smørrebrød om aftenen. Det står ikke på aftenkortet, men spørger du efter det, kan det arrangeres. Så er det sagt.
Vores første to serveringer viste, at køkkenet ikke er uden evner. Og da jeg så det overvældende og nærmest encyklopædiske menukort, sendte jeg mine varmeste tanker til kogeøens folk. At stå over gryderne og køre boner på Grøften må føles som at være fanget i Dantes Remouladeinferno.
Man burde overveje at forenkle menukortet og skrue ned for de mange præfabrikerede produkter, man anvender, og op for det hjemmelavede. Det vil både høje kvaliteten, begunstige gæsternes smagsløg og kokkenes arbejdsglæde.
Maden får to en halv stjerne, mens service og højt belagt charme giver en halv stjerne ekstra, så vi ender på tre af slagsen. Kom for fiskefileten og bliv for charmens skyld.
Grøften
Tivoli, Vesterbrogade 3, 1620 Kbh. V. Tlf.: 33 75 06 75.
Priser fra: Smørrebrød 89 kroner, platte 235 kr.
