Forleden var jeg til smørseminar oppe i toppen af den gamle DLG silo i Nordhavnen, som i dag rummer den fancy restaurant Silo. Kulminationen på en eftermiddag i smørrets tegn var, at vi skulle igennem en blindsmagning af 20 forskellige slags smør – en på én gang fascinerende og skræmmende tanke.

Men før vi nåede så langt, gav madhistorikeren Asmus Gamdrup os en historisk gennemgang af dansk smørs storhedstid, som lå i perioden 1900-1930. Efter at det første andelsmejeri blev indviet i 1882, gik antallet af mejerier amok, således at der var 1.000 mejerier i 1900, mens det hele kulminerede med 1.800 mejerier i 1930.