Det er mere end 30 år siden, at Elton John hittede med »I’m Still Standing«. Men han står her altså  stadig. Og synger og spiller ufortrødent sine gamle sange og hits for fuld udblæsning. Foran det publikum, der stadig dukker op i hobetal.

Hatten af for det, Elton John. Tiden går, klokken slår og på indeværende tour fejres 40-års-jubilæet for udgivelsen af hans vel nok bedste album, »Goodbye Yellow Brick Road«. En plade der i dag står som kulminationen på hans karrieres eksplosive himmelflugt i starten af 70erne.

Men hvor han dengang satte musikverdenen på den anden ende med sine vilde koncerter og flamboyante kostumer, så lader han i dag musikken gøre arbejdet. Der var i hvert fald ikke meget ekstravagant show over løjerne denne aften. Og det var en skam. For så uovertruffent lød det desværre heller ikke. Og publikum? Ja, vi sad bænket på lige rækker så langt øjet rakte i Forum. Hvilket er fair nok, når han som her vælger at spille i to en halv time. Men det fordrede ikke ligefrem en løssluppen stemning.

Hvis han ikke længere kan danse gakket rundt i mærkelig hatte og briller, hvorfor så ikke i det mindste trække nogle tematiske tråde gennem kataloget? Mest af alt var der tale om en lidt tilfældigt sammensat omgang greatest hits med hovedfokus fornuftigt lagt på sangene fra storhedstiden i 70erne.

Men det blev lige vel ensformigt i længden, for dybest set har Elton John kun to gear: Et i boogie-woogie-rock ‘n roll-stilen med fuld smadder på tangent-bokseriet og så et i form af de mange ballader som »Candle In The Wind«, »Your Song« og »Sorry Seems To Be The Hardest Word«.

Skrabet show

Hvorfor ikke bruge lidt tid på at knytte nogle anekdoter til sangene og karrieren? Hvorfor ikke bruge den store storskærm bag ved bandet til noget mere? Det skete et par gange til stor effekt, men mest af alt blev den bare brugt som kulørt bagtæppe. Der var kort sagt mange ting, Elton John kunne have gjort for at gøre det til en mere spændende og dynamisk aften.

At showdelen føltes lidt skrabet, ville for så vidt have været okay, hvis musikken så havde været spillet med en udsøgt finesse. Men hverken Elton John eller hans garvede band spillede med specielt stor dynamik. Og det blev hurtigt et problem i så lang en koncert. Musikkens schwung var noget stivbenet i det. Og Elton John, ja han sang både rock og rul og ballader ved samme brølende volumen hele vejen igennem.

Alt for ofte gik der tomgang i hans tangentarbejde. Han spillede hurtigt og flittigt ja, men han hamrede også igennem uden synderlig føling i sit anslag. Flygelet kan være det smukkeste og mest dynamiske instrument i verden, men Elton John spillede på det, som bankede han søm i en træstamme. Måske det bare er stilen. Rørende blev det i hvert fald aldrig.

Men ret skal være ret. Med så mange udødelige melodier i kataloget, går man aldrig helt galt i byen. Og den sidste halve time ramte koncerten da også endelig et flot gear, da publikum omsider rejste sig fra deres stole og stimlede sammen omkring scenen til en energisk afslutning på det ordinære sæt med »I’m Still Standing«, »Your Sister Can’t Twist« og »Saturday Night’s Alright For Fighting«.

Men da var der desværre gået to lidt for begivenhedsløse lange timer.

Hvad: Elton John
Hvor: Forum, onsdag