Mangemillionærer træder ind og ud ad døren hos københavnsk kaffekæde
Kaffekæden Riccos har solgt halvdelen af virksomheden til en ny rigmand. I foråret købte stifteren ellers to erhvervsfolk ud af ejerkredsen, fordi han ville være herre i eget hus igen.
Riccos Kaffebar har fået en ny rigmand i ejerkredsen. Stifteren, Ricco Sørensen, meddelte ellers tidligere på året, at han ville styre kaffekæden selv, og han købte derfor to andre kendte erhvervsfolk ud, så han kunne blive eneejer. Camilla Rønde/Ritzau Scanpix
To millionærer ud og én millionær ind. Den københavnske kaffekæde Riccos, der har spredt sine kaffebarer rundt omkring i København, har fået en ny rigmand ind i ejerkredsen.
Det drejer sig om den tidligere Goldman Sachs-finansmand August Lund, der også ejer størstedelen af restaurantkæden Cofoco. Han har nu skudt penge i Riccos Kaffebar og har fået en ejerandel på 50 pct. af kæden. Den anden halvdel er ejet af stifter Ricco Sørensen.
Det skriver Finans.
Jeg har kendt Ricco i lang tid, og samtidig er jeg medejer af Cofoco, som Ricco laver kaffe til.
Da de to erhvervsfolk blev købt ud, sagde Ricco Sørensen til Finans, at han ville være herre i eget hus:
»Jeg vil gerne styre det hele på min måde. Det har været en fin periode med Christian Dyvig og Terje List. Men hver ting har sin tid, og nu var det på tide, at jeg kom videre selv,« sagde kaffemageren i april.
Åbnede på Vesterbro i 2001
Riccos første kaffebar åbnede dørene på Vesterbro i 2001. Siden er det danske kafferisteri vokset og har i dag 16 forskellige kaffebarer rundt omkring i de københavnske gader og stræder.
De seneste år har kaffekæden dog haft røde tal på bundlinjen.
I 2017 lød Riccos underskud på 3,2 mio. kr., og i 2018 dalede det til en mio. kr. Med Cofoco-ejeren August Lunds indtræden som ejer har Riccos nedsat kapitalen med 4,2 mio. kr. for at dække underskuddet. Det skriver Finans.
Ifølge Finans har August Lund skrevet i en besked på LinkedIn:
»Jeg har kendt Ricco i lang tid, og samtidig er jeg medejer af Cofoco, som Ricco laver kaffe til. Cofoco har en kaffefarm i Mexico, der er drevet på solenergi, hvorfra Ricco rister kaffen til Cofoco, og derfor var det meget naturligt for mig,« skrev August Lund.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra stifter Ricco Sørensen, men han er endnu ikke vendt tilbage på henvendelsen.
Del:
Andre læser også
Virksomheder
Københavns kaffekonge vil være herre i eget hus: Køber kendte erhvervsfolk ud
Virksomheder
Cofoco investerer i iværksættere, der vil lære danskerne at drikke læskende, kold kaffe
Virksomheder
Briterne dropper »a nice cup of tea« og beder om en kop kaffe