Billedkvaliteten af videostreaming på Facebook og det Facebook-ejede Instagram bliver i den kommende tid lidt ringere i endnu et forsøg på at sikre mod trafikpropper på internetforbindelserne. I forvejen har Netflix og YouTube skruet ned, og Disney skruer ned, når Disney+ lanceres.
Billedkvaliteten, når man streamer gennem Facebook og Instagram, bliver nu skruet lidt ned for at spare på dataforbindelserne. Denis Charlet/AP/Ritzau Scanpix
Facebooks tiltag er det seneste fra en af de amerikanske teknologigiganter. I sidste uge skruede også Netflix, det Google-ejede YouTube, Amazon og Disney-koncernen ned for billedkvaliteten på deres streamingtjenester. Både Netflix og YouTube har sat begrænsningen på i 30 dage, mens Disney-koncernen, som står bag den nye streamingtjeneste Disney+, har meldt ud, at dataforbruget vil blive sænket med mindst 25 procent i alle europæiske lande, når Disney+ i denne uge lanceres i Europa.
Ingen pladsproblemer i Danmark
De danske internet- og teleudbydere har over for Berlingske bekræftet, at der er masser af kapacitet i de danske internetforbindelser, men andre steder i Europa er kapaciteten ikke tilsvarende veludbygget. Risikoen er derfor, at streaming vil optage al for meget plads og dermed risikere at skabe trafikpropper på nettet, så folk ikke kan orientere sig om for eksempel nye udmeldinger fra sundhedsmyndighederne.
EU-Kommissionens ansvarlige for det indre marked, den franske kommissær Thierry Breton, opfordrede derfor i begyndelsen af sidste uge streamingtjenesterne til midlertidigt at skrue lidt ned for billedkvaliteten.
Jo større en skærm man ser streaming på, desto større mængder af data skal der konstant overføres for at holde billedet pænt, i god kvalitet og uden »hakker«. Det vil derfor formentlig kun være på de største fladskærme, at man vil bemærke den sænkede billedkvalitet.
Taletrafikken herhjemme er også skudt i vejret. En del af den foregår gennem apps som Facebooks Messenger og den ligeledes Facebook-ejede WhatsApp. Begge har ifølge Facebooks topchef, Mark Zuckerberg, oplevet en fordobling af taleopkald, siden coronakrisen for alvor brød ud.
Del:
Andre læser også
Virksomheder
Streamingboom sætter lup på CO2-udledningen
Virksomheder
Internettrafikken boomer, efter at Danmark blev sendt hjem