Danske biler udleder kun halvt så meget CO₂
Det store elbilsalg medvirker til at bringe den gennemsnitlige udledning fra danske biler markant ned.

Det store elbilsalg medvirker til at bringe den gennemsnitlige udledning fra danske biler markant ned.

Danske biler udleder nu kun halvt så meget CO₂, når de kører, som det var tilfældet for fem år siden.
Det viser nye tal fra bilbranchens organisation, Mobility Denmark (tidligere De Danske Bilimportører).
Den gennemsnitlige CO₂-udledning for nye danske personbiler ligger i 2024 på 63,6 gram pr. kilometer. Tilbage i 2020 var den på 116 gram.
Det er navnlig de mange flere elbiler og en indsats for at nedbringe miljøpåvirkningen fra transportsektoren, der sikrer det markante fald.
»Den markante reduktion i CO₂-udledningen fra nye biler viser tydeligt, at den grønne omstilling af bilparken for alvor er i gang. Det er et resultat af en stigende interesse for grønnere biler og nye, mere energieffektive teknologier,« siger Mads Rørvig, administrerende direktør for Mobility Denmark, i en kommentar.
I oktober rundede elbilbestanden herhjemme 300.000 biler. Ni måneder tidligere var der 200.000 elbiler på de danske veje. Samtidig er næsten 50 procent af alle nysolgte biler i Danmark i 2024 elbiler.
»Elbilerne er blevet en central del af løsningen på at nedbringe CO₂-udledningen i Danmark, og vi kan tydeligt se, at de teknologiske fremskridt virker,« siger Mads Rørvig.
Han opfordrer politikerne til at genoverveje de planlagte afgiftsstigninger på elbiler i 2026, så flere får lyst til at skifte benzin- og dieselbilen ud med en elbil.
Der er i januar-september 2024 i Danmark solgt i alt 126.255 nyindregistrerede biler. Heraf er de 48,16 procent elbiler.
De tre mest solgte bilmærker på tværs af benzin-, diesel- og elbiler er i rækkefølge Volkswagen, Tesla og Toyota.