Sorte raser over sigtelse mod betjent: »Han blev brutalt dræbt«
Politibetjenten Kim Potter, som angiveligt ved en fejl skød og dræbte 20-årige Daunte Wright, er sigtet for uagtsomt manddrab. Sigtelsen er et skridt i den rigtige retning, men løser stadig ikke den dybe krise i det amerikanske politi, mener familien til Daunte Wright, der gerne så Kim Potter bag lås og slå, anklaget for mord.
En advokat og repræsentant for familien Daunte Wright bifaldt beslutningen om at anklage Potter men anerkender ikke forklaringen om, at skyderiet var utilsigtet og en fejl. Det var mord.
»Dette var ikke tilfældigt. Dette var en forsætlig, bevidst og ulovlig magtanvendelse. En betjent gennem 26 år kan kende forskel på en strømpistol og et skydevåben. Kim Potter henrettede Daunte for det, der blot var en mindre trafikforseelse,« udtaler advokaten.
Siden søndag har demonstranter hver aften mødtes foran politistationen i Brooklyn Center i delstaten Minnesota, hvor de protesterer over drabet på Daunte Wright og politivold. Nicholas Pfosi/AFP/Ritzau Scanpix
Dallas Bryant, Wrights ældre bror, siger ifølge NBC News, at familien havde håbet på en mere alvorlig anklage end uagtsomt manddrab.
»Jeg er ikke alt for glad for sigtelsen, men jeg tager hver eneste sejr, jeg kan få i øjeblikket,« sagde Bryant.
Kim Potter burde være anklaget for mord frem for uagtsomt manddrab, mener også Derrick Johnson, formand for borgerrettighedsbevægelsen NAACP (National Association for the Advancement of Colored People).
»Et politiskilt bør aldrig være et skjold for ansvarlighed. Daunte Wright blev brutalt dræbt af en politibetjent, og retfærdigheden skal sejre,« sagde han om sigtelsen.
Kim Potter blev sendt på orlov efter episoden men indgav to dage efter sin opsigelse. Politichef Tim Gannon har også indgivet sin opsigelse i kølvandet på Wrights død, som han kaldte »en fejl«.
Systemisk racisme
Drabet på Daunte Wright har udløst protester i både Brooklyn Center og resten af Minneapolis, hvor George Floyd blev dræbt af en hvid betjent i maj 2020. Retssagen mod den tidligere politimand, Derek Chauvin, der er anklaget for drabet på George Floyd, finder sted i disse uger.
Ligesom ved drabet på George Floyd har Daunte Wrights død udløst protester, hvor demonstranterne endnu engang kræver et opgør med politivolden mod sorte, systemisk racisme, og hvad flere føler er en unfair behandling af de betjente, der står bag volden og drabene. I flere sager bliver betjentene løsladt uden dom eller straf.
»Med en hvilken som helst anden profession ville du ikke kunne undgå fængsel efter sådanne forbrydelser. Medmindre du er politibetjent,« skriver en bruger på Twitter.
I denne uge kom det også frem, at betjenten, der få uger efter George Floyds død skød Jacob Blake syv gange i ryggen, kunne vende tilbage på arbejde uden yderligere disciplinærsager. Skuddene mod Jacob Blake blev afgivet i forbindelse med husspektakler i Wisconsin og gjorde ham lam fra underlivet og ned. Retten vurderede, at betjenten agerede i selvforsvar, da Jacob Blake sagde, at han havde en kniv.
»Hvorfor er Kim Potter på fri fod,« spørger jurist S. Lee Merritt på Twitter og vurderer, at han var blevet sendt i fængsel uden mulig kaution, hvis han ved en fejl dræbte en klient.
Andre mener, at Kim Potter ikke burde have tilladelse til at bære våben længere, og at sigtelsen for uagtsomt manddrab er alt for mild. Hun burde sidde bag lås og slå anklaget for mord, skriver flere på Twitter.
George Floyds og Daunte Wrights familier mødtes, da begge familier talte ved en af protesterne tirsdag i Brooklyn Center.
»George og Daunte er døde på grund af det samme korrupte system,« forklarede en deltager ved protesten til The Guardian:
»Det her vil ikke bare blive fejet ind under tæppet – forandring vil ske«.
På tværs af USA tændes der lys for Daunte Wright, som efterlader sig en lille søn og kæreste foruden sine forældre og søskende. Michael M. Santiago/Getty Images/AFP/Ritzau Scanpix
Del:
Andre læser også
USA
Den ene talte i telefon med sin mor, den anden var i militæruniform. Kun én af dem overlevede. Nu ruller debatten om politiets behandling af sorte igen
Internationalt
»Holy shit«, råbte betjenten. Hun affyrede det forkerte våben. Øjeblikket kan skabe nyt kaos i Minneapolis
Internationalt
Det var nu, Anders Tegnells strategi skulle have vist lave dødstal. Han tog fuldstændig fejl