Dansk verdensmester bliver nummer to i kaotisk Tour-start
Mads Pedersen var tæt på at sejre i Tour de Frances 1. etape, der blev vundet af Alexander Kristoff.

Mads Pedersen var tæt på at sejre i Tour de Frances 1. etape, der blev vundet af Alexander Kristoff.

Den danske verdensmester Mads Pedersen (Trek) var lørdag tæt på etapesejr, da verdens største cykelløb, Tour de France, blev skudt i gang.
Danskeren måtte dog tage til takke med andenpladsen bag norske Alexander Kristoff, der vandt massespurten i Nice.
Etapen vil dog i mindst lige så høj grad blive husket for et sjaskvådt vejr, der førte til glatte veje og sendte rytter efter rytter i asfalten.
Feltets 176 ryttere, hvoraf otte er danskere, skulle tilbagelægge 156 kilometer i det sydfranske. Undervejs skulle de over en kategori 3-stigning to gange, men ellers var det en etape med sprinterne i favoritrollen.
Det endte også i et opgør mellem feltets hurtigste afsluttere. Danske Michael Mørkøv fik på fremragende vis kørt sin holdkammerat Sam Bennett frem i afslutningen, men det var altså Kristoff, der viste sig at være hurtigst.
Tour de France skulle være begyndt 27. juni, men det blev udskudt på grund af coronakrisen. I stedet køres de 21 etaper nu fra lørdag til 20. september.
/ritzau/