Det er ikke, fordi de danske teatre har lagt sig specielt originalt i selen, når det har handlet om at fejre dansk teaters 300 år.

Der er, trods alt, ellers noget at blinke med lamperne for, skulle man mene. Mest af alt har man – groft sagt – bare taget noget, man ellers ville spille og sat en mærkat på. Men Folketeatret har taget opgaven alvorligt, selv om man i første omgang kan indvende, at Ernst Bruun Olsens 46 år gamle »Den poetiske raptus« er en tilbageskuende øvelse.