To kvinder fundet dræbt på Sjælland: En mand anholdt
To kvinder er fredag morgen fundet dræbt på to forskellige adresser på Sjælland.

To kvinder er fredag morgen fundet dræbt på to forskellige adresser på Sjælland.

Politiet mener, der kan være en sammenhæng mellem de to sager.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
En 39-årig mand, som er mistænkt i sagen, er anholdt.
»Det er min opfattelse, at der er tale om to ulykkelige sager, der er foregået i et meget snævert miljø,« siger politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.
Ifølge B.T.'s oplysninger er de to kvinder identiske med en nuværende og en tidligere partner til den 39-årige mand, der er anholdt i sagen.
Fredag morgen rykkede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Midt- og Vestsjællands Politi ud til to adresser: Én i Ruds-Vedby og én i Kundby, der ligger knap 30 kilometer derfra.
På hver adresse blev der fundet en kvinde dræbt.
»Politiet har ikke yderligere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt,« lyder det i pressemeddelelsen.
Det var tidligere fredag morgen, det kom frem, at der var en politiaktion i gang i den sydvestsjællandske by Ruds-Vedby. Politiet ville i den forbindelse ikke oplyse, hvad aktionen handlede om:
»Jeg kan bekræfte, at vi er til stede i området, men på nuværende tidspunkt kan jeg ikke sige mere,« lød det tidligere fredag fra pressemedarbejder Palle Jensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til B.T.