Paludan afviser at kommentere chikanesag: Jeg har krav på privatliv
Partileder for Stram Kurs vil ikke svare på, hvorfor han angiveligt chikanerede en medstuderende ved Københavns Universitet gennem flere år med gentagne uønskede henvendelser. »Uanset om jeg er politiker, så har jeg krav på et privatliv,« siger Rasmus Paludan.
Rasmus Paludan afviser at svare på spørgsmål om den såkaldte chikanesag, hvor han har fået udstukket et polititilhold. Her ses Stram Kurs-partilederen på Nørrebro i København, onsdag den 15. maj 2019. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Philip Davali
Partileder for Stram Kurs, Rasmus Paludan, har gennem flere år forfulgt en mandlig medstuderende ved Københavns Universitet i et sådant omfang, at der blev udstedt et polititilhold.
Det seneste døgn er der kommet en række nye detaljer om sagen frem.
Derfor spurgte B.T. også ind til sagen, da lederen for Stram Kurs deltog i liveinterview hos debatredaktør Sanne Fahnøe onsdag ved middagstid.
Men Rasmus Paludan ønskede ikke at svare på spørgsmål om chikanesagen, fordi han mener, at sagen hører privatlivet til.
»Hvis jeg begynder at kommentere på noget som helst inden for privatlivet, så har jeg åbnet op for, at så kan man dyrke mit privatliv i uendeligt omfang,« forklarede Rasmus Paludan.
»Uanset om jeg er politiker, så har jeg krav på et privatliv. Så må folk skrive ting. Men jeg har ikke nogen kommentar til det,« uddybede han.
Interviewet fandt sted hos Berlingske Media i Pilestræde, og Berlingske var til stede kort tid efter. Heller ikke her ønskede Rasmus Paludan at kommentere sagen.
Partilederen svarede ikke på spørgsmål som, hvorfor han angiveligt har forfulgt en person gennem flere år, eller om det er foreneligt med at være politiker, at man har været involveret i en stalkingsag.
»Dig, du har fået svar. Jeg tror, du har fået svar mange gange på, at jeg ikke har nogen kommentar,« sagde han til Berlingskes journalist.
Rasmus Paludan understregede desuden over for B.T., at et polititilhold ikke er udtryk for, at nogen har gjort noget kriminelt.
»Det er et redskab, man kan bruge, hvis folk ikke kan enes,« sagde han.
Du kan se mere fra B.T.s interview med Rasmus Paludan i videoen herunder.
Del:
Andre læser også
Indland
Tilhold stoppede ikke Paludan: Blev sigtet for fem overtrædelser af polititilhold
Indland
Noget har ulmet på højrefløjen – og en brændende koran satte det i lys lue