De folkelige protester i Libanon har både en politisk og økonomisk dimension. Den korrupte politiske elite, som opstanden er rettet mod, har skubbet landet helt ud på kanten, og risikoen for et økonomisk kollaps er overhængende. Det er måske også Libanons bedste chance for at blive lavet fundamentalt om. Og måske bliver det for en gangs skyld ikke den almindelige borger, der bliver den største taber i en reformproces.
Libanon er som humlebien – den kan ikke flyve, men ved det ikke. Libanon er et land, der på trods af dybe religiøse kløfter og politisk dysfunktionalitet alligevel har formået at skabe noget helt enestående efter en lang og udmarvende borgerkrig.
Libanesere er nogle af de mest ukuelige optimister, der findes. De er blandt verdens fremmeste handelsfolk og har været det, siden fønikerne satte ud fra kysten fra Tyre til Byblos. Der bor i dag flere libanesere uden for Libanon end i Libanon, og denne diaspora udgør et helt afgørende element i den libanesiske økonomi. Det er i høj grad hjemsendte penge, der har sikret opdriften og dækket de store indenlandske underskud.
