Danskernes humør er tilbage i kulkælderen
Den danske forbrugertillid faldt i oktober til det laveste niveau i tre år. Det øger risikoen for svagere vækst i privatforbruget, selv om formuerne er rekordstore og indkomstforholdene gunstige.

Den danske forbrugertillid faldt i oktober til det laveste niveau i tre år. Det øger risikoen for svagere vækst i privatforbruget, selv om formuerne er rekordstore og indkomstforholdene gunstige.

På trods af rekordlav ledighed og flotte stigninger i indkomsterne er danskernes humør rykket tilbage i kulkælderen. Forbrugertilliden faldt således i oktober til det laveste niveau i tre år. Dermed er den primære vækstmotor i dansk økonomi – privatforbruget – truet.

Over det seneste år er det især udsigterne for dansk økonomi, der er hastigt forværret. Niveauet er nu på det laveste siden 2011, hvor Danmark var ved at kravle ud af recession. Men de seneste måneder har de forværrede udsigter også sat sig spor i vurderingen af den aktuelle situation. Her er vi tilbage på niveauet i 2016.