Gitte Lau brugte flere år på at råbe Rudersdal Kommune op, da hendes autistiske søn var i stærk mistrivsel. Men kommunen reagerede ikke. Nu har hun – sammen med 16 andre forældre i samme situation – skrevet et åbent brev til kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune for at klage over sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.
»Mor, hjælp mig, hjælp mig. Jeg er bange at dø,« sagde han med tårerne strømmende ned ad kinderne, mens han løb rundt i huset.
Gitte Lau gjorde alt, hvad hun kunne for at berolige sin søn. Men det var svært. Udbruddene kom igen og igen, og de havde været der længe nok til, at hendes eget hjerte begyndte at hamre, når det startede. Hun var tyndslidt. Så hun græd med ham.
Gitte Laus søn blev diagnosticeret med infantil autisme, da han var tre år. Otte år er gået, nu er han 11, og fire diagnoser er kommet til, blandt andet generaliseret angst. Da det stod værst til, fik han angstanfald hvert tyvende minut.
Det er til at blive syg af at se sit barn så ulykkelig. Det blev Gitte Lau også.
»Jeg har udviklet kronisk angst. Jeg har fået det ligesom min søn. Jeg blev ligeså angst som ham. Ligeså bange for at dø. For hvis jeg dør, er han alene. Så er der ikke nogen til at passe på ham,« siger hun.
I dag er Gitte Lau ikke længere på arbejdsmarkedet. Forløbet med sin søn har taget hårdt på hende, og Rudersdal Kommunes sagsbehandling har kun gjort det værre, fortæller hun.
»Gennem alt, alt for mange år har jeg prøvet at gøre kommunen opmærksom på, at min søn fik det værre og værre, og der var ingen, der reagerede,« siger hun.
Den oplevelse er hun ikke ene om. En række forældre til handicappede børn i samme situation beretter om manglende hjælp fra Rudersdal Kommune. Kommunen har i flere tilfælde afvist at bevilge hjælpemidler til børn i stærk mistrivsel, afvist at sende børn på specialskole og i nogle tilfælde ignoreret underretninger fra læger. Disse beslutninger har ifølge forældrene haft store konsekvenser for deres børn.
Gitte Lau har nu sammen med de andre forældre sendt et åbent brev til kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune for at gøre dem opmærksomme på problemerne én gang for alle. Brevet er suppleret med 16 forældres vidnesbyrd om dårlig sagsbehandling. Efterfølgende har endnu en forælder sluttet sig til koret.
»Vi synes, det er helt grotesk, at de ansvarlige ikke vil erkende de problemer, der er. Fællesnævneren er manglende oplysninger i sagerne, manglende inddragelse og ændringer i afgørelser, uden man får det at vide,« fortæller hun.
Du kan læse uddrag af alle vidnesbyrdene her.
Da Gitte Laus søn for seks år siden skulle begynde i skole, fik hun valget mellem at sende ham i specialskole eller en almindelig folkeskole. På det tidspunkt var hendes søn forholdsvis velfungerende, så hun fortalte kommunen, at hun ville have ham i folkeskole af frygt for, at han ville få det værre, hvis han var for meget sammen med andre, der også havde det svært.
»Vi vidste ikke noget om autisme på det tidspunkt. Der mener jeg jo, at der burde have været nogle fagfolk til at vejlede os,« siger hun.
Folkeskolen viste sig nemlig ikke at være det rigtige for sønnen. Efter et par år begyndte mistrivslen for alvor. Den lille dreng havde svært ved at navigere i de sociale spilleregler og blev frustreret, når lege ikke udspillede sig, som han havde forestillet sig det.
Samtidig havde han svært ved at afkode, hvad der skete omkring ham. Hvis to piger i nærheden af ham blev uvenner, og den ene kaldte den anden for en idiot, troede han, det var ham, de talte om.
De første angstanfald begyndte at vise sig. De kom, så snart han satte sig ind i bilen efter skole. Han var utrøstelig.
»Det var frygteligt. På det tidspunkt var jeg også kørt fuldstændig ned. Når han græd, græd jeg. Vi græd os i søvn hver nat. Det var utrolig hårdt,« siger Gitte Lau.
Hun satte derfor alt ind på at få ham i specialskole. Men det skulle vise sig at være svært.
Gitte Lau ringede til kommunen, men de afviste hendes ønske og sagde, at hendes sag var lukket. Hun tog derfor sin søn med til en børnelæge, som lavede en underretning til kommunen, da han vurderede, at sønnen var i stærk mistrivsel.
Men kommunen reagerede fortsat ikke.
Gitte Lau kontaktede derfor det psykiatriske hospital, hun selv var tilknyttet, og de skrev til kommunen for at få dem til at reagere på underretningen.
»De vurderede, at jeg havde det dårligt, fordi min søn havde det dårligt, så den eneste måde, de kunne hjælpe mig på, var ved at løse min søns problem,« fortæller Gitte Lau.
Hun blev indkaldt til et møde på kommunen og lovet, at nu ville der ske noget. Men månederne gik, og telefonen ringede ikke.
»Alt blev lukket ned på grund af corona, og vi stod tilbage i vores hus med en dreng, der blev ramt af endnu mere angst. Det var ekstremt voldsomt, og jeg blev selv indlagt på psykiatrisk. Jeg kunne ikke være i det til sidst,« siger hun.
Hendes søns mistrivedes i sådan en grad, at Gitte Lau kontaktede kommunen for at få en henvisning til psykiatrien, så hun kunne få hjælp til at håndtere det. Men kommunen reagerede fortsat ikke, fortæller hun.
»Børnelægen endte med at få ham til 'psykiatrisk' uden om kommunen, hvor han blev udredt igen,« siger hun.
Ud over infantil autisme viste det sig, at hendes søn havde adhd, generaliseret angst, alvorlig nedsat funktionsevne og mulig lettere retardering.
»Jeg var rigtig ked af det, også fordi vi gennem mange år havde bedt om at få ham udredt igen, og det havde vi fået afslag på,« siger Gitte Lau.
Efter udredningen skete der endelig noget. Men hendes søn skulle nå at starte i 6. klasse, før han kom på specialskole i januar 2021. Der gik lige akkurat 14 dage, så kunne Gitte Lau mærke, at han fik det bedre. Bedringen var en lettelse, men hele forløbet var unødvendigt hårdt, og hun forstår ikke, hvorfor kommunen ikke reagerede noget før.
»Giver man den rigtige hjælp første gang, er der større chance for, at problemerne ikke vokser. Jeg tror, at de gør det for at spare penge, men det giver bare heller ikke mening. Det bliver kun dyrere, når man ikke giver den rigtige hjælp. Det er penge ud af vinduet,« siger hun:
»Jeg er ikke på arbejdsmarkedet i dag på grund af det her. Jeg modtager ydelse fra kommunen. Før alt det her passede jeg mig selv, jeg passede mit arbejde.«
Borgmester i Rudersdal Kommune, Jens Ive (V), kan ikke umiddelbart genkende det billede, forældrene maler af børnehandicapområdet i kommunen.
»Vidnesbyrdene er jo taget ud af en sammenhæng. Vi har over 1.000 sager om året, og det er bestemt ikke for at tale det ned, men de 16 vidnesbyrd er indsamlet over de senere år, så det er måske 16 ud af 4.000 sager,« siger Jens Ive.
»Vi vil gerne være med til at løse den her udfordring. Om det er fejlbehandling, eller en dialogudfordring kan vi først finde ud af, når vi taler med de pågældende forældre.«
Jens Ive har derfor på vegne af kommunalbestyrelsen inviteret forældrene til et møde i slutningen af september, hvor de sammen med direktionen og borgerrådgiveren kan gennemgå sagerne.
»Vi siger ikke, at det ikke passer. Vi siger, at hvis det er sådan, så skal vi da for guds skyld have gjort noget ved det. Men vi bliver nødt til at blive konkrete,»siger Jens Ive.
De pågældende forældre har forsøgt at gøre opmærksom på problemet i årevis. Hvorfor er det først nu, at et møde bliver sat i stand?
»Der har sikkert at været mange møder undervejs, det plejer jo at poppe op cirka hvert fjerde år op til kommunalvalg. Vi har sørget for at opgradere hele den faglighed, der er i vores system og ansat nye, dygtige psykologer og eksperter, og det er mellem eksperter, at denne dialog foregår. Jeg tror, hverken du eller jeg er udrustede til at blande os i den debat,»siger han.
Men som borgmester er det jo dit ansvar, at eksperterne har den nødvendige faglighed og træffer de rigtige beslutninger?
»Ja, og det synes jeg så sandelig også, vi har gjort. Vi har i den grad forhøjet vores indsats og afsat voldsomt meget mere økonomi og fået flere dygtige medarbejdere på, så det at stille sig kritisk overfor det, for sådan nogen som dig og mig, der står uden for, jamen det er rigtig svært. Men vi kan tage en snak med parterne og se, om det bliver overholdt, og hvordan man kan styrke dialogen,»siger Jens Ive:
»Det er jo ikke sådan, at der sidder en sagsbehandler og ignorerer en børnelæge. Hver eneste gang skal der ske en nøje, faglig behandling af det, en familie kommer med.«
Men hvordan hænger det sammen med, at flere i vidnesbyrdene beskriver, at kommunen netop ikke har svaret på en underretning fra eksempelvis en børnelæge?
»Jamen det vil vi også gerne vide, det er derfor, vi har inviteret dem ind,« siger han.
