Hvis man er en af dem, der følte, at Valérie Perrins poetiske blockbuster af en debutroman, »Vand til blomster«, var rigtig, rigtig god, men også en anelse for lang og derfor lidt for svær at komme igennem, så vil Perrins længe ventede toer, der i øvrigt hedder »Tre«, utvivlsomt fremprovokere nervøse tics og trækninger på stribe.

Ja, måske endda også ligefrem en form for ukontrollerede spasmer. Perrin har nemlig produceret en vaskeægte murstensmoppedreng på hele 672 sider, der kan få selv den mest sejllivede læsehest til at gå i stalden før tid.