Tine Høeg-fans kan i »Ultramarin« glæde sig over den ømme skildring af de næsten magisk tætte ungdomsvenskaber, man kan opleve, inden pladsen som nærmeste pårørende erobres af ægtefæller og børn.
Jeg spiller med åbne kort og indrømmer, at jeg var Tine Høeg-jomfru, da min redaktør overrakte mig forfatterens nye roman, »Ultramarin«, men jeg skyndte mig (som den måske sidste læser i Danmark) at sluge de tre foregående bøger, »Nye rejsende«, »Tour de chambre« og »Sult« med stor fornøjelse.
Med det samlede oeuvre i frisk erindring står det klart, at »Ultramarin« er en alkymistisk onepot-blanding af alt det gode fra de tidligere værker.
