Skrev kæmpehit for otte år siden – nu overvejer han at droppe sangen for evigt
Forsanger Mark Foster i Foster The People har det svært med »Pumped Up Kicks«, fordi sangen konstant bliver forbundet med skoleskyderier i USA. »Det er ikke derfor, jeg laver musik,« lyder det i et interview.
19-årige Nikolas Cruz skød i begyndelsen af sidste år 17 personer på Marjory Stoneman Douglas High School i Florida. Bagefter sagde han, at en af hans yndlingssange var »Pumped Up Kicks«. Her ses folk i sorg foran skolen på etårsdagen for skyderiet – et af de værste nogensinde i USA. Cristobal Herrera/EPA/Ritzau Scanpix
All the other kids with the pumped up kicks You’d better run, better run, out run my gun All the other kids with the pumped up kicks You'd better run, better run, faster than my bullet
Sådan lyder omkvædet på kæmpehittet »Pumped Up Kicks« af Foster The People. Sangen er blevet forbundet med de mange skoleskyderier i USA, og derfor overvejer forsangeren Mark Foster at droppe sangen helt. Det fortæller han i et interview med Billboard tidligere på måneden.
Sangen handler om drengen Robert, som finder en pistol i sin fars skuffe. Forsangeren fortæller dog, at sangen ikke handler om en »schoolshooter«, men om vold generelt.
Mark Foster. Jean-Baptiste Lacroix/AFP/Ritzau Scanpix
»Skoleskyderier bliver aldrig nævnt i sangen. Jeg tror, at folk fortolkede på, at det nok handlede om et skoleskyderi, men jeg nævner ikke noget om en skole i sangen. Den handler mere om personens (Robert, red.) psyke. Det er åbenlyst, at sangen handler om voldelige ting, men det er en misforståelse, at det handler om et skoleskyderi,« siger Mark Foster.
Mark Foster bliver i interviewet spurgt, om det er på grund af skoleskyderier, han vil droppe sangen.
»Ja, præcis,« svarer han. »Skoleskyderierne bliver ved med at ske, og jeg føler, at der er mange mennesker, som er blevet berørt af masseskyderierne i landet, enten personligt eller som pårørende. Min sang er nærmest udløser for tanken om noget smertefuldt, de må have været igennem. Og det er ikke derfor, jeg laver musik,« siger han.
Del:
Andre læser også
Internationalt
16-årig trak pistol på skole i USA: Flere dræbt og såret