Politikere i åbent brev: Vi kræver svar på dårlig karakter til Radio24syv
I et åbent brev til fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S) kræver en række politikere svar på, hvorfor Radio24syv endte med dumpekarakter på et nøgleparameter i kampen om den nye DAB-kanal. Den fungerende kulturminister har indkaldt til møde med ordførerne og Radio- og tv-nævnet.
Tirsdag den 22. oktober 2019: Radio24syvs ledelse giver medarbejderne besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Politikere fra Radikale Venstre, Venstre, Enhedslisten, SF og de Konservative satte i et åbent brev søndag luppen på et af de ømme punkter i sagen om den nye DAB-kanal, som endte med et stort nederlag til Radio24syv, som må lukke i denne uge.
Et af de afgørende kriterier i kampen om at vinde den nye DAB-kanal var, hvor mange penge de tre bydere søgte om at modtage i tilskud. Det maksimale beløb var fastsat til at udgøre 280 millioner kroner.
Her søgte Radio24syv om alle 280 millioner kroner, Radio Loud søgte om 260,8 millioner kroner, mens DK4 helt præcist søgte om 256,25 millioner kroner.
Netop vægtningen af disse relativt lige bud fik afgørende betydning for, at Radio24syv endte som taber, hvilket undrer politikerne bag brevet til fungerende kulturminister Rasmus Prehn (S).
Der er i Nævnet ikke personer med praktisk erfaring i radio og/eller fjernsynsdrift, og mener ministeren, at sådanne kompetencer bør være til stede ved vurdering af udbud og udstedelse af sendetilladelser?
Brev til Rasmus Prehn (S) underskrevet af de Radikale, Venstre, Enhedslisten, DF og de Konservative
Politikere: Flere point til Radio24syv
Politikerne hæfter sig ved, at forskellen på den samlede økonomi mellem de tre bydere ikke er markant, men at der ved tildeling af point er markant forskel mellem de bydende radiokanaler.
»DK4 får 8 point, LOUD 7 point mens Radio 24syv kun får 1 point. Men i forhold til det samlede budget på 280 mio. kr. udgør forskellen hos ansøgerne blot 7,4 procent af samlet budget. Det svarer til, at Radio 24syv burde have haft 6,5 point,« skriver politikerne i det åbne brev til Rasmus Prehn (S).
Af brevet fremgår det desuden, at både Radikale Venstre, Venstre, Enhedslisten, SF og de Konservative ønsker en diskussion af Radio- og tv-nævnets sammensætning og kompetencer.
»Der er i Nævnet ikke personer med praktisk erfaring i radio og/eller fjernsynsdrift, og mener ministeren, at sådanne kompetencer bør være til stede ved vurdering af udbud og udstedelse af sendetilladelser?« lyder spørgsmålet fra de fem partier.
Rasmus Prehn har i en pressemeddelelse mandag morgen gjort det klart, at han vil »sørge for et møde med nævnet, hvor også medieordførerne fra Folketingets partier er inviteret, så nævnet kan svare på spørgsmål«.
Søndag aften skrev Alex Vanopslagh, partileder for Liberal Alliance, på Facebook, at hans parti ønsker, at udbuddet om den nye DAB-kanal går om.
»Liberal Alliance støtter, at udbuddet om den nye DAB-kanal går om, og at Radio24syv således fortsat har en chance for at overleve,« skriver Alex Vanopslagh.
Samme holdning har de Radikale tidligere givet udtryk for.
Del:
Andre læser også
Kultur
Radio24syv beskyldt for at sjuske med ansøgning: »Den vindende byder har været skarpere til at læse, hvad der blev efterspurgt«
Danmark
Alvorlig tvivl i Radio24syv-sagen: »Der kan anføres gode grunde til, at dette udbud bør gå om«
Kultur
Katherine Diez: Hvad laver I zombielignende ungarbejdere i servicefagene? Gå hjem og læs noget Erasmus af Rotterdam!