Det politiske krav om nichedyrkelse fik DR til at satse på Ella Fitzgerald i stedet for Elton John. Men intet er mere forkert end at afskrive popmusikken som ligegyldig lavkultur. Tværtimod er den et af vores mest effektive kulturelle samlingspunkter i en polariseret tid, skriver Birgitte Borup i sit farvel til P7 Mix.
Det er sjældent, at folk tøver med at kundgøre deres inderlige kærlighed til jazz eller indierock. Eller endnu bedre: klassisk musik. En hurtig oplistning af Wagners største værker er i visse kredse et lige så effektivt scoretrick som en gigantisk bogreol.
I en verden, der bliver mere og mere polariseret, kan de fleste blive enige om at synge med på »Last Christmas« i juletiden og skråle »In the shallow, shaaaaallow«, når de har kigget lidt dybt i sommerroséen.
Og så er der os, det kulturelle rakkerpak, der knuselsker en vejdrejet popsang. Os, der godt kan finde en aften i operaen lidt lang, men til gengæld ved alt om Whitney Houstons rise and fall og kan recitere det meste af George Michaels søgende, melankolske tekstunivers. Os, der begejstres, når Lady Gaga rammer den lige i pop-popoen, og når Dua Lipa på »New Rules« definerer, hvordan moderne popfeminisme lyder.
