Statsminister Mette Frederiksen (S) har lovet, at kulturlivet vil indgå i den kommende genåbningsplan, som man venter klar 23. marts. Men hvordan hjælpes landets kulturinstitutioner bedst igennem en genåbning, der formentlig kommer til at falde i flere faser og med restriktioner, der vil række langt ind i 2021?

I sommeren 2020 vedtog Folketinget en sommerpakke, der bl.a. afsatte 186,5 mio. kr. til at give danskerne 50 procent rabat på entrébilletter til kulturinstitutioner. Det skulle stimulere efterspørgslen, og mange museer kunne efterfølgende melde om rekordhøje besøgstal i juli.

På Christiansborgs gange taler flere derfor om at gentage »succesen« og afsætte midler til at stimulere danskernes efterspørgsel på kunst og kultur, når museer, teatre og spillesteder igen får lov at åbne. Kulturministeriets genstartsteam anbefaler, at der afsættes midler til en national kampagneindsats, der skal opfordre danskerne til igen at tage del i kultur- og idrætslivet.

Kulturinstitutionernes problem er med andre ord ikke manglende evne til at tiltrække publikum, men derimod et økonomisk underskud som følge af mange måneders nedlukning.

Spørgsmålet er dog, om der er brug for en national kampagne for at vække danskernes lyst til kulturelle oplevelser, og om nye rabatordninger vil få flere ind på landets kulturinstitutioner, eller om de ville være kommet alligevel?

Sidste sommer var jeg selv på det nyåbnede Københavns Museum med min hustru og i København Zoo med min nevø. Det var først i døren, at jeg kom i tanker om, at der var 50 procent rabat på entrébilletten. Det gavnede min privatøkonomi, men ikke de økonomisk nødlidende kulturinstitutioner.

Kulturlivet har brug for en garanti

I en undersøgelse fra Applaus svarer 21 pct. af de adspurgte danskere, at de har fået mere lyst til at gå i teateret i 2021, mens 15 pct. forventer at bruge flere penge på teateroplevelser. Der er grund til at tro, at det samme gælder for danskernes lyst til at besøge museer, koncerthuse og så videre.

Hvis det er tilfældet, risikerer vi at bruge en masse skattekroner på at stimulere et forbrug, der alligevel ville have fundet sted. Det gælder ikke mindst for teatre, spillesteder og biografer, hvor vi formentlig kommer til at se krav om et tomt sæde mellem publikum, hvilket betyder, at de alligevel højest må spille for halvfyldte sale.

Kulturinstitutionernes problem er med andre ord ikke manglende evne til at tiltrække publikum, men derimod et økonomisk underskud som følge af mange måneders nedlukning, samt en udsigt til manglende indtægter på entré, butik og café som følge af restriktioner om forsamlingsloft, afstand, mundbind og lignende.

Pengene vil derfor formentlig være givet bedre ud ved at stille garanti om, at teatre, spillesteder, biografer osv. får kompensation for de billetter, de ikke må sælge, så længe restriktionerne gælder. Samtidig bør man overveje at give kompensation, hvis fortsatte restriktioner viser sig at medføre en nedgang i indtægter på butik og café.