Som modeskribent hører jeg alt for ofte mig selv forsvare modens berettigelse til at læne sit spraglede væsen op af mere højpandede emner som litteratur, kunst og arkitektur.

For det er de emner, som den skal stå side om side med, når den infiltrerer kulturstoffets spalter, og ikke bare forføjer sig til det dameblad, den finere kulturelite mener, den hører hjemme i. Den elite der også mener, at du signalerer større åndrighed, hvis du ligner en, der ikke har opdaget hullet i fløjlsbuksen, dér hvor portemonnaien putter sig. Og som ikke har opdaget, at når hun ifører sig en sundhedssandal for 10. sæson i træk, så vil hun uundgåeligt ende med at blive en del af en trend, før eller siden.