Hvem myrdede Stine Geisler?
Mordet på gymnasiepigen Stine Geisler i en kælder midt i København er stadig ikke opklaret efter 29 år. Ny bog opruller den fascinerende, men uhyggelige sag.

Mordet på gymnasiepigen Stine Geisler i en kælder midt i København er stadig ikke opklaret efter 29 år. Ny bog opruller den fascinerende, men uhyggelige sag.

»Der er to teknikere dernede nu. Det ser ikke godt ud, Ove. Hun er bagbundet og har fået frygtelig mange tæsk,« siger øverskommanderende i politiets afdeling A, Volmer Petersen, til sin yngre kollega, vicekriminalkommissær Ove Dahl i telefonen.
Et lig er blevet fundet i en kælder midt i København 2. pinsedag 1990. Adressen er Teglgårdsstræde nummer 17 i hjørnejendommen op mod Nørre Voldgade. Her skulle en kvindelig kok, der arbejder på restauranten Teglgårdskroen, ned i kælderen for at hente noget kød kl. 18.45. Der har været travlt i køkkenet, for det er pinse, og det københavnske karneval, der har sat den centrale del af Indre By på den anden ende, har betydet mange gæster. Men nede i kælderen var døren til hendes overraskelse barrikaderet. Sort ledning var viklet om håndtaget, så døren ikke kunne gå op. Og inde i det rodede lokale, hvor personalet plejer at klæde om, og kroens dybfryser står, blev hun mødt af et chokerende syn. På det beskidte gulv lå et kvindelig.