Holmenkollen og hipsterkvarterer: Oslo er andet end dyre fadøl
Norges hovedstad er en god blanding af kultur og natur – og den gamle skihopbakke Holmenkollen, som stadig trækker en halv million besøgende om året. Fra Grünerløkka til Holmenkollen – Oslo er »drittkul«.
Det er let at rejse klimavenligt til Oslo med færge fra enten København, Hirtshals eller Frederikshavn. Turen med DFDS-båden er en oplevelse i sig selv med den smukke indsejling gennem Oslofjorden til byen, som er Europas Miljøhovedstad i 2019. Foto: Scanpix/Ola Vatn. NTB SCANPIX
Kristoffer Flakstad
Oslo, som hed Kristiania frem til 1925, blev Norges største by i slutningen af 1800-tallet, og da Norge i 1905 blev selvstændigt, var byen det naturlige valg som hovedstad. Centrum præges af kendte bygninger som Stortinget og det kongelige slot.
I den kongelige have
Paradegaden Karl Johan er unægtelig Oslos mest berømte strøg. Fra Stortinget leder den smukke allé op til det kongelige slot, der troner majestætisk på et bakkedrag for foden af den mondæne bydel Frogner. Slottsparken blev oprindeligt anlagt i 1800-tallet som en romantisk have efter engelsk forbillede. Det var dengang, de svenske konger regerede over Norge, og hele slotsanlægget skulle fungere som en midlertidig residens, når svenskekongerne besøgte byen. Her skal man tage sig en dejlig slentretur og nyde synet af både dasende Oslo-borgere og af det kongelige slots gule mure inde mellem alt det grønne. Bag slottet ligger den mindre og mere intime Dronningparken med flere kendte skulpturer. Denne del af Slottsparken, som kun er åben for offentligheden i sommerhalvåret fra maj til oktober, blev anlagt før selve slottet, mens Oslo var en del af det danske rige, og her glemmer man let, at en storby omringer herlighederne.
Dronningparken bag slottet. Picasa
Skihopbakken midt i fjeldskoven
Fra metrostationen Naionaltheatret kan man tage linje 1 op til Holmenkollen – Oslos berømte skihopanlæg, der i dag rummer både den legendariske bakke fra OL i 1952, som ikke længere er i brug, og den nye fra 2010. En halv million turister finder årligt herop, men der er alligevel oftest en udsøgt ro i dette bakkedrag, der ligger omgivet af skov. Det er muligt at gå ad stier længere op til Frognerseteren og Nordmarka, hvor den vilde natur for alvor tager over med tæt granskov, granitfjeld, klukkende vandløb og blåbærbuske.
Alene turen med T-banen er lidt af en oplevelse, for man kommer både igennem nogle af Oslos mest mondæne kvarterer fulde af gamle, smukke villaer, og når op til imponerende udsigter over byen og Oslofjorden. Et berømt pressefoto viser den daværende norske kong Olav, der under 70ernes energikrise valgte at lade bilen stå og tog med det offentlige for at komme op og stå på ski – et billede, der stadfæstede kongehusets popularitet.
Det gamle Holmenkollen fra OL ’52. Picasa
Det hippe kvarter ved floden
Vil man være med på beatet, skal man lægge vejen omkring kvarteret Grünerløkka, der kan kaldes Oslos Vesterbro. Smarte barer, designbutikker og gode spisesteder ligger på nakken af hinanden her, hvor byens kreative klasse flokkes. Floden Akerselva skærer bydelen over i to, og i dag kan man gå ad stier og over broer langs elven. Det var her, Oslos industrialisering begyndte, og det gjorde elven så forurenet, at alt liv døde. De sidste årtier har man fornyet, løftet og renset Akerselva, og nu springer laks og ørreder igen lystigt, og man vil ofte se lystfiskere langs bredden. Floden med sine grædepile og brusende vand er på mange måder blevet selve symbolet på Oslos imponerende grønne omstilling. Stierne ender ved det tidligere industri-kompleks Vulkan, som nu er hjemsted for kulturhuse, barer og byens svar på Torvehallerne, Mathallen, hvor lækre delikatessebutikker og gode frokostbarer lokker. Det gælder bl.a. Vulkanfisk med forførende norsk fisk og skaldyr på menuen.
Vulkanfisk, Mathallen. Picasa
Filantropens skulpturpark
Øst for centrum knejser det rekreative område Ekeberg med en fantastisk udsigt over Oslos bymidte og havn. Man kan se helt over til Holmenkollen og ud i de norske fjelde heroppefra. En kort tur med sporvognen fra Jernbanetorget bringer én op i det grønne, som i 2013 fik et helt nyt ansigt. Her besluttede forretningsmanden og filantropen Christian Ringnes at forene kunst og natur og finansierede en imponerende skulpturpark med værker af bl.a. Dalí, Renoir og Botero. Oslo kommune ejer selve parken, mens Ringnes ejer skulpturer og installationer, hvoraf den største er en transparent pavillon af glas inde mellem graner og fjeld. Samspillet mellem de organiske omgivelser og den moderne kunst fungerer forbløffende godt, og bagefter kan man så nyde den mageløse udsigt over Oslo – evt. oppe fra den legendariske Restaurant Ekeberg, hvis hvide funkismure danner rammen om en institution i Oslos restaurationsliv.
Ekeberg med Restaurant Ekeberg. Picasa
Barokhaven der blev verdensberømt
Adelsmanden Hans Jakob Scheel anlagde midt i 1700-tallet en storladen barokhave ved sit gods Frogner Hovedgård uden for det daværende Kristiania. Det blev startskuddet til Oslos største rekreative område Frognerparken, der bl.a. rummer en stor rosenhave. Godset ligger der endnu, men det er noget helt andet, der har sat Frognerparken på det internationale landkort, nemlig billedhuggeren Gustav Vigelands overvældende skulpturpark Vigelandsanlegget. Det blev skabt over en årrække helt frem til tiden omkring den tyske besættelse 1940-45, og er med sine hvide skulpturer af hovedsageligt udtryksfulde mennesker i dag et af Oslos største trækplastre. Norge fejrer i år 150-året for Vigelands fødsel, og skulle man ramme Oslo på en dag med rusk og regn er der håb: Ved siden af parken ligger nemlig det noget mere ukendte Vigelandsmuseet fuldt af udsøgt kunst fra skitser til færdige skulpturer.
Vigelandsanlegget i Frognerparken. Picasa
Del:
Andre læser også
Kultur
GetAway: Nice er Rivieraens dronning
Kultur
GetAway: Tag til Rom og hop i fontænen med Fellini og Dan Brown
Kultur
Ugens GetAway: Aarhus charmerer københavnerne i knæ med skønhed, selvtillid og god service