Forestilling om Kundby-pigen er sprængfarligt teater
Foruroligende teaterforestilling om Kundby-pigen handler om alt det, den terrordømte teenager gør ved os andre.

Foruroligende teaterforestilling om Kundby-pigen handler om alt det, den terrordømte teenager gør ved os andre.

Hvordan forklarer man det uforklarlige? Hvordan kan man forstå det, der ikke er til at forstå? Og hvordan kan man på scenen - sådan som Teatret st. tv. og instruktøren Tue Biering nu gør det på Mungo Park i Allerød - overhovedet nærme sig sagen om den såkaldte Kundby-pige, der nu sidder bag lås og slå? Idømt otte års fængsel for forsøg på terror - hun var kun 15 år, da politiet slog til og arresterede hende.
Hvad var årsagen til, at en purung dansk pige, lys i huden og det hele, blev så radikaliseret, at hun endte med at blive dømt for at have til hensigt at sprænge sine kammerater, en masse fremmede mennesker i et shoppingcenter og sig selv i småstykker? Hvorfor havde ingen grebet ind?