Den demokratiske samtale trænger til en gang afkalker
Når under fire procent af danskerne melder sig ind i et politisk parti. Når mange trækker sig fra den politiske debat, fordi den er for grovkornet og hadefuld på de sociale platforme. Når op til ti procent af befolkningen ikke føler sig set og hørt. Når tilliden til politikerne er helt i bund, er der brug for at hælde noget afkalker i det demokratiske maskineri, for at forny den demokratiske samtale og for at skabe større åbenhed om og bedre forankring af politiske forandringer og reformer. Derfor kommer Demokratikommissionen med 27 anbefalinger til at fremtidssikre det danske folkestyre.



