Kongehuskommentator: »Prins Joachim og prinsesse Marie har for længst fået en ny plads i Kongehusets fortælling«
Selvom prins Joachim og prinsesse Marie gentagne gange har talt om ønsket om at vende hjem til Danmark, bliver de i Washington i mindst halvandet år endnu. Ifølge eksperter er flytningen ikke længere midlertidig. Den er et tegn på et varigt skifte i Kongehusets interne roller, fortæller de i nyhedspodcasten »Pilestræde«.
Prins Joachim og prinsesse Marie bliver i USA i hvert fald frem til sommeren 2027. Det står klart, efter at prinsen i et interview til Berlingske fortalte, at han har forlænget sin kontrakt som forsvarsindustriel attaché på den danske ambassade i Washington.
For nogle kommer beslutningen som en overraskelse. Parret har tidligere gjort det klart, at opholdet var midlertidigt, og at de på sigt ønskede at vende hjem til Danmark.
Men ifølge Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, peger meget på, at den kongelige rolle allerede har flyttet sig for parret. Det fortæller han i dagens udgave af nyhedspodcasten »Pilestræde«, hvor han sammen med Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, diskuterer nyheden.
Podcast
Er fremtiden for prins Joachim og prinsesse Marie uden for Danmark?
Prins Joachim og prinsesse Marie fortæller i et stort interview med Berlingske, at parret bliver boende i Washington. I sommer lød det ellers fra prins Joachim, at parret havde “et ønske om at komme hjem”. Men nu har han sagt ja til at forlænge opholdet i Washington i yderligere to år. Det giver anledning til spekulationer om parrets fremtidige tilknytning til og rolle i kongehuset. Så hvordan ser fremtiden ud for prins Joachim og prinsesse Marie? Gæster: Jacob Heinel Jensen, Berlingskes USA-korrespondent i Washington, og Jakob Steen Olsen, Berlingskes kongehuskommentator. Vært: Anne Sofie Allarp.
»Det har stået klart meget, meget længe, at prins Joachim og prinsesse Maries rolle i forhold til Kongehuset er i udlandet,« siger Jacob Heinel Jensen.