Alle de seje skæbner, jeg kom tæt på til sygegang og genoptræning, blev ikke reddet af skattekroner. Det er blot en regning, der kan betales og se ud på mange måder, hvis vi tillod det. De reddes primært af sig selv.
I februar døde jeg næsten. Ikke forstået på den måde, at jeg oplevede noget, der rystede mig, og som jeg gerne vil overdrive sprogligt. Den slags gør jeg sjældent i dag. Nej, en ikkeopdaget bygningsfejl på hjertet var ved at sikre mig en etværelses i evigheden.
Når man ligger på en brun afsides gang i velfærdsstaten og planlægger sin egen begravelse, fordi hjertet skal skæres op, og det seneste fadervor kan være det sidste, så bliver både Gud og omfordelingspolitik meget konkret.
