Tidligere ligestillingsminister om #metoo: Krænkere skal have en vej tilbage til samfundet
Debatten om #metoo har været vigtig. Og den har flyttet grænser. Nu mangler vi debatten om krænkernes vej tilbage til samfundet.

Debatten om #metoo har været vigtig. Og den har flyttet grænser. Nu mangler vi debatten om krænkernes vej tilbage til samfundet.

Siden #metoo-bevægelsen bragede igennem i USA i 2017, har den bredt sig til hele verden. Med rette. I mørket gemte der sig mange, som har været udsat for krænkelser. Også af dybt alvorlig karakter.
Tavsheden forsvandt. Og fra det ene øjeblik til det andet blev det legitimt at tale åbent om sine oplevelser med overgreb – verbale som fysiske. Nu kunne der sættes ord på oplevelser, der før blev fortiet. Med #metoo kunne ofre genkende sig selv i andres historier og søge menneskelig genoprejsning.