Pia Kjærsgaard: Folketingets formand er også aktiv politiker
Jeg føler mig kaldet til at tage til genmæle, efter at jeg er blevet kritiseret for at irettesætte Pelle Dragsted på talerstolen og for min tone på de sociale medier.

Jeg føler mig kaldet til at tage til genmæle, efter at jeg er blevet kritiseret for at irettesætte Pelle Dragsted på talerstolen og for min tone på de sociale medier.

At være eller ikke være formand for Folketinget. Det spørgsmål vendte jeg mange gange, da det efter sidste valg lå til, at jeg kunne blive Folketingets første kvindelige formand. Hvordan kunne jeg varetage den opgave og samtidig repræsentere Dansk Folkeparti med knap 26.000 personlige stemmer i ryggen?
Selvfølgelig var jeg stolt og beæret over tilbuddet. Men jeg tøvede, fordi et valg også er et fravalg. Jeg skulle lægge en dæmper på mit politiske virke, fordi formanden repræsenterer hele Folketinget og taler på vegne af 179 medlemmer.