Jeg skal ikke her komme ind på tidens slagord og stressfaktorer, som en ung familie slider med, men blot stilfærdigt konkludere, at nutidens børn har mulighed for betydeligt mere forældrekontakt end fortidens børn, og at børneinstitutionerne som noget relativt nyt supplerer med ekstra menneskelig kontakt, hvilket er rigtig godt.
En mor, der ikke kan klare den traditionelle gråd, som især vuggestuebørn skræmmer deres mødre med, er journalistens menneskelige personidentificerbare indgang til retfærdiggørelse af velfærdsfamiliernes »Vi bliver mishandlet af systemet, som vi i øvrigt selv betaler for!«
Barnet, som i artiklen beskrives som ikke at fatte en meter af noget som helst, har urinstinktmæssigt trænet sin mor i at tage sig op, når det lige passer barnet. Konsekvenserne ses så i den kedelige afleveringssituation, når dette magtmiddel bliver stækket.
