Folketingets flagregler skal ikke være en politisk kampplads
Fra begyndelsen burde denne sunde fornuft også have omfattet EU- og FN-flaget, for allerede ved at give tilladelse til flagning med disse blev der åbnet for glidebanen.

Fra begyndelsen burde denne sunde fornuft også have omfattet EU- og FN-flaget, for allerede ved at give tilladelse til flagning med disse blev der åbnet for glidebanen.

Næsten som et lyn fra en klar himmel vedtog et flertal i Folketingets Præsidium at tillade flagning med Regnbueflaget i forbindelse med LGBT-festivalen Copenhagen Pride Week. Når jeg siger som et lyn fra en klar himmel, skyldes det, at jeg troede, et flertal i Præsidiet, herunder Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S), i hvert fald ønskede at udskyde debatten om flagningen.
I coronaperioden har Præsidiet ikke afholdt mange fysiske møder, hvilket har vanskeliggjort kommunikationen, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg var noget overrasket, da jeg opdagede den pludselige kovending, som jeg end ikke var blevet orienteret om. Jeg fik ikke en chance for at tage stilling, men havde naturligvis sagt nej. Af samme årsag som jeg i øvrigt sagde nej til flagning med EU- og FN-flaget.