Det er ikke normen at tage ting uden for job op på arbejdspladsen. Men måske er det denne gang en god idé at tage verdens smerte med til bordet rundt. Eller at vi får en offentlig samtale om, hvordan nyhedsstrøm og sociale medier påvirker os og vores unge. Sådan skriver Esther Dora Rado i denne klumme om arbejdslivet.
Jeg drømmer næsten om en udenjordisk invasion, så vi kan få følelsen af at stå sammen om noget som mennesker, som én slags, ikke som mange forskellige, opdelte, separerede og med et enormt selvdestruktivt had til hinanden grundet selvopfundne forskelle, der i virkeligheden er så forsvindende små og ligegyldige.
Der skal én stor sten til at udslette os alle og vores jord – men ydmyghed er der alligevel ikke meget af. Menneskets lederes grænseløse grådighed efter mere – håneretten og selvretfærdig berettigelse – vil koste os en langt tidligere død.
