Med skiftet til FC Barcelona bevæger Martin Braithwaite sig ind i en krigszone, hvor magtkampe og opsparet frustration får frit løb både på og uden for banen. Den gode nyhed er, at han kun kan overraske positivt.
For Martin Braithwaite er det en drøm, der går i opfyldelse, når han formentligt allerede i weekenden kan løbe ind på Camp Nou iført FC Barcelonas legendariske blå og granatrøde trøje. Og stoltheden over at have spillet for »mere end en klub«, vil ingen kunne tage fra ham.
Men når de første momenter af eufori er overstået, risikerer den 28-årige esbjergenser at vågne op til et surrealistisk mareridt. For sjældent i sin nyere historie har Barça levet op til sit øgenavn »Det catalanske galehus«, som det er tilfældet i denne sæson.
Her er et udvalg af de værste absurditeter, konflikter og identitetsproblemer, der hjemsøger verdens indtil for få år siden mest beundrede fodboldforetagende:
Siden Pep Guardiolas exit i 2012 har skiftende trænere forsøgt at ajourføre Barças velkendte spillestil – elsket af nogle og hadet af andre under betegnelsen tiqui taca. Resultatet er hverken fugl eller fisk.
Det er ganske vist lykkedes at begrænse kombinationerne så meget, at modstanderne i flere kampe har bolden mest, hvilket indtil for nylig ville være mere utænkeligt end et brud på tyngdeloven. Men holdets talent for kontrafodbold baseret på en kompakt defensiv er mildest talt begrænset.
Quique Setién, der i januar overtog trænerhvervet efter den falliterklæring, som fyringen af Ernesto Valverde midt i sæsonen udgør, forsøger nu at vende tilbage til de gamle dyder.
Men også publikum er forvirret. Eksempelvis blev der piftet, da holdet i den seneste hjemmekamp insisterede på at spille sig ud af modstandernes høje pres – et Barça-adelsmærke siden Cruyff, Laudrup og »Drømmeholdets« tid.
Det var en ydmygelse af rang, da Paris SG i 2017 gav den catalanske klub transfer-buksevand med overtagelsen af stjernespilleren Neymar. Men som et plaster på den sårede stolthed inkasserede FC Barcelona ikke færre end 1,6 mia. kr.
En pæn del af millionerne blev brugt på Ousmane Dembélé, hvis 117. langtidsskade nu har udløst indkøbet af Braithwaite.
At franskmanden har vist sig så skrøbelig, var naturligvis ikke let at vide. Men blandt de mange spillere handlet dyrt for Neymar-millionerne, synes kun hollandske Frenkie De Jong kaldet til noget stort i klubben.
Den alt andet end heldige hånd på transfermarkederne er imidlertid en fordel for Braithwaite, fordi forventningerne til ham er minimale. Danskeren kan næsten kun overraske positivt.
FC Barcelona har før hyret nordiske angribere tiltænkt sekundære roller, der viste sig uhyre værdifulde. Svenske Henrik Larsson, først og fremmest, men også islændingen Eiður Guðjohnsen.
Ifølge vittige hoveder foretrækker argentinere at begå selvmord ved at springe ud fra toppen af deres enorme ego. Også Lionel Messi ville i givet fald kunne gøre brug af metoden.
Det betragtelige selvværd er imidlertid på ingen måde større end hans betydning for FC Barcelona, der uden sin anfører ville befinde sig i europæisk fodbolds lavere middelklasse.
Derfor er det et problem, når Messi er sur, og det er han for øjeblikket.
Præsident Josep Maria Bartomeus generelt manglende evne til at bygge et nyt storhold op om ham i karrierens efterår frustrerer den lille argentiner, der er decideret rasende over, at hans ønske om at købe Neymar tilbage ikke blev opfyldt.
Så dårligt er Messis humør, at han for nylig røg i klammeri med den ligeledes selvbevidste forsvarsgeneral Gerard Piqué under en træningssession. De to har ellers spillet sammen siden teenageårene i spillerakademiet La Masía.
Som om det ikke alt sammen var nok, kunne radiostationen SER mandag afsløre, at klubbens ledelse benytter sig af digital krigsførelse ikke blot mod ydre fjender, men også som en del af den interne »personalepolitik«.
Et firma, der officielt har til opgave at overvåge og pusle om FC Barcelonas omdømme i de sociale medier, har tilsyneladende også brugt bots og trolde mod klubbens egne.
Gerard Piqué har taget handsken op i FC Barcelonas digitale borgerkrig. Her betegner han en journalist tæt på præsident Bartomeu som en marionetdukke.
Eksempelvis har Facebook-grupper, der kan føres tilbage til firmaet, bitchet om Messis kone, Antonella, og sået tvivl om hans økonomiske aktiviteter i forbindelse med en kontraktforlængelse.
Også tidligere koryfæer som Xavi Hernández og Pep Guardiola har været ofre for shitstorme, der ifølge dokumenter SER har set, er købt og betalt for op mod syv mio. kroner af præsidenten og hans håndgangne mænd.
Det er med andre ord en krigszone snarere end et omklædningsrum og en idrætsforening, Martin Braithwaite nu bevæger sig ind i. Om ikke andet kan han være ret sikker på, at det ikke bliver kedeligt.
Martin Tønner er Berlingskes korrepondent i Sydeuropa
