Politiet arresterer folk bare for at have hunde i deres biler – nyt forslag vil gøre kæledyr ulovlige
Det er for nylig blevet ulovligt at gå tur med sin hund i offentlige parker på grund af »offentlighedens sikkerhed«. Men det er ikke kun hundene, det nye lovforslag går ud over.
Det er snart forbi med nuttede kæledyr i Iran, hvis særlig lov træder i kraft. ABEDIN TAHERKENAREH
Våde hundeøjne, der kigger mildt og tiggende op på dig med ønske om en gåtur eller en godbid, kan snart være slut.
Ja, faktisk kan du risikere at få en bøde på mindst 790 euro – svarende til 5.880 danske kroner – hvis du »importerer, køber, sælger, og/eller transporterer« en lang række af kæledyr.
I hvert fald hvis den nye lov, der skal »beskytte« offentligheden mod dyr, bliver vedtaget i Iran.
Det sker, efter politiet for nylig har foretaget en række arrestationer af kæledyrsejere og beslaglæggelser af deres kæledyr i den iranske hovedstad, Tehran. Politiet har også gjort det ulovligt at gå tur med sin hund i offentlige parker af hensyn til »offentlighedens sikkerhed«.
Det er med andre ord blevet svært at være ejer af et kæledyr i Iran.
Bliver lovforslaget vedtaget, skal du have tilladelse fra et særligt udvalg, hvis du ønsker at erhverve dig et dyr, du kan kaste din kærlighed på.
En iransk kvinde leger med sin hund ved sit hus i det nordlige Tehran. Det kan snart være forbi på grund af en ny lov, der vil gøre det vanskeligt at eje kæledyr i Iran. ATTA KENARE/ Ritzau Scanpix/ arkiv
Hvorfor så meget imod kæledyr?
Ideen om et forbud mod kæledyr opstod allerede for ti år siden, da en gruppe iranske parlamentsmedlemmer forsøgte at promovere en lov, der ville gøre det muligt at konfiskere alle hunde. Det fortæller Payam Mohebi, der er formand for den iranske dyrlægeforening og klar modstander af forslaget, til BBC.
Tidligere var det ellers en almindelig ting at have hund som kæledyr – særligt i de iranske landdistrikter var det en tradition.
Gennem det 20. århundrede blev hunden et symbol på det urbane liv, hvor også Shahen holdt hund som kæledyr. I 1948 blev Iran et af de første lande i Mellemøsten til at gennemføre dyrerettighedslove.
Men efter den islamiske revolution i 1979 blev det at have hund set som et symbol på »vestliggørelse,« som det nye islamiske regime ville gøre op med, ligesom hunden blev anset for uren indenfor islamisk lov.
Og det opgør lader altså til at ske nu.
»Politiet arresterer folk for at gå med deres hunde eller bare have dem i deres biler. Alt sammen baseret på deres (politiets, red.) fortolkning af, hvad der kan ses som symbol på vestliggørelse,« siger Ashkan Shemirani, der er dyrlæge og bor i Teheran til BBC.
Det nye lovforslag gælder ikke kun hunde, men også krokodiller, skildpadder, kaniner og katte. Og det er på trods af, at Iran er fødestedet for den persiske kat, som er en af verdens mest berømte katteracer.
Del:
Andre læser også
Europa
Russiske hjælpere pralede af våbenlager på sociale medier. Det skulle de ikke have gjort
Internationalt
Elitesoldaterne foretog hemmelige ritualer rundt om lejrbålet: Europa frygter, at en fjende gemmer sig i militæret
Europa
Russerne raser, efter at general og topofficerer er blevet sprængt i luften – »Kreml tygger på deres eget snot, mens Ukraine ødelægger alt …«