Macron nævner Vestager som en af tre kandidater til EU-toppost
Merkel støtter op om partifællen Manfred Weber, mens Macron vil have kandidat med mere politisk "erfaring".

Merkel støtter op om partifællen Manfred Weber, mens Macron vil have kandidat med mere politisk "erfaring".

Den franske præsident Emmanuel Macron ville først ikke nævne nogle navne på, hvem han gerne så som EU's næste kommissionsformand.
Ved sin ankomst til tirsdagens EU-topmøde i Bruxelles siger han, at det væsentlige for ham er, at den kommende formand har "troværdighed og erfaring" fra tidligere at have bestredet en højtstående embede enten nationalt eller i EU.
- Vestager, Barnier og Timmermans har den nødvendige erfaring, sagde Macron dog efter lidt pres fra de fremmødte journalister.
EU's stats- og regeringschefer mødes for at diskutere resultatet af weekendens europaparlamentsvalg. Herunder hvad valgets udfald skal betyde for fordelingen af topposter i EU.
Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, støtter fuldt ud op om den konservative EPP-gruppes spidskandidat, Manfred Weber, i hans håb om at blive EU's næste kommissionsformand.
Weber har ikke den politiske erfaring, som Macron eftersøger i en ny kommissionsformand. Til gengæld er han spidskandidat for den største gruppe i EU-Parlamentet.
Merkel, som er kendt for at være pragmatisk, erkender, at der vil komme hårde forhandlinger førend en ny formand kan blive nomineret.
- Vi har stadig lang tid foran os inden topmødet, siger forbundskansleren med henvisning til et topmøde i slutningen af juni, hvor den endelige beslutning om fordelingen af nomineringer til topposter ventes at blive truffet.
/ritzau/