Pilot mister livet i styrt med svævefly
Et svævefly er søndag styrtet ned på Midtsjælland. Piloten, der var den eneste om bord, er omkommet.
Et svævefly er søndag styrtet ned på Midtsjælland. Piloten, der var den eneste om bord, er omkommet.
En person har søndag eftermiddag mistet livet i et styrt med et svævefly på Midtsjælland.
Det skriver flere medier.
Styrtet skete ved Tølløse Flyveplads, der ligger i Kirke Eskilstrup.
Piloten var alene i flyet, og hans pårørende er blevet underrettet. Ifølge DR er der tale om en 53-årig mand.
»Svæveflyet var lige blevet trukket op, så det var i luften, men af ukendte årsager styrter det kort efter ned. Vi ved endnu ikke, hvad der går galt,« siger vagtchef Henriette Heinemann fra Midt- og Vestsjællands Politi til DR.
Havarikommissionen er søndag eftermiddag på vej for at undersøge, hvad der gik galt.
»Og så er vi i gang med at afhøre personer i området, der måtte have set noget, og som kan fortælle mere om, hvad der er sket«, siger vagtchefen til TV2 Øst.
/ritzau/