Det var den sidste dag med dokumentation og bevisførelse. Den tegnede et billede af den tiltalte som et dybt isoleret menneske, som ifølge mentalerklæringen var svært seksuelt afvigende med skizoide og dyssociale personlighedstræk.
Anklageren læste det ene modbydelige ord op fra novellerne efter det andet. Det var den tiltaltes jegbeskrivelse af dyssocialt storhedsvanvid, den illusoriske magt, som ensom ondskab giver over et andet menneske, der kun underkaster sig for at bevare livet.
Det var et svæklingens manifest, skrevet af et menneske, som mentalerklæringen beskrev som »upåfaldende«. Ord efter ord, der gav mellemlederen fra det mindre firma i det lille industrikvarter i udkanten af en mellemstor provinsby med gode motorvejsforbindelser en magt over et andet menneske, som han med sine skizoide personlighedstræk kun kunne opnå med klaustrofobisk, fortættet rædsel.
