Topmøde i Hanoi: USA ønsker, at Nordkorea bliver det nye Vietnam
Præsident Trump håber, at Kim Jong-un kan bruge Vietnams økonomiske mirakel som rollemodel. Det kræver dog, at Nordkorea dropper sit atomvåbenprogram.

Præsident Trump håber, at Kim Jong-un kan bruge Vietnams økonomiske mirakel som rollemodel. Det kræver dog, at Nordkorea dropper sit atomvåbenprogram.

Vietnams hovedstad, Hanoi, gør sig klar til at modtage en særlig gæst. Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, forventes at ankomme til Vietnams hovedstad mandag, hvor han onsdag og torsdag skal mødes med USAs præsident, Donald Trump, for at drøfte atomnedrustning for anden gang i løbet af et år.
Valget af Vietnam er ingen tilfældighed – det er tilpas tæt på Nordkorea, så Kim Jong-un, der nødigt rykker langt væk fra Pyongyang, kan føle sig tryg. Vietnam var desuden villig til at beværte mødet, som kræver sit i form af logistik og sikkerhedsopbud. Og endelig håber både USA og Sydkorea, at Vietnam kan blive et stærkt symbol på, hvilken fremtid Nordkorea har i vente, såfremt Kim Jong-un dropper atomvåbenprogrammet. Der er kun ganske få kommunistiske regimer tilbage i verden, og Vietnam er et af dem.