Elon Musk truer med at forbyde ansattes brug af iPhones
Apples brug af kunstig intelligens får Elon Musk til at true med forbud for sine ansatte.

Apples brug af kunstig intelligens får Elon Musk til at true med forbud for sine ansatte.

Elon Musk, administrerende direktør i blandt andet Tesla, truer med at forbyde brugen af produkter fra Apple for de ansatte i hans selskaber.
Det skriver han i et opslag på det sociale medie X.
Udmeldingen kommer, efter at Apple mandag offentliggjorde, at selskabet integrerer kunstig intelligens fra OpenAI i en række styresystemer til produkter som iPhone, iPad og computere.
- Hvis Apple integrerer OpenAI i sine styresystemer, kommer brugen af Apple-produkter til at blive forbudt i mine selskaber. Det er et uacceptabelt sikkerhedsbrud, skriver Musk.
Han skriver yderligere, at alle, der besøger hans selskaber, vil blive tvunget til at aflevere deres Apple-produkter i døren.
Det har længe været rygtet, at Apple ville integrere kunstig intelligens (AI) i sine styresystemer, da mange af selskabets konkurrenter - som Meta, Google og Samsung - allerede har AI-integration i flere af deres produkter.
Apple-produkter vil blandt andet få adgang til OpenAI's nyeste sprogmodel, GPT-4o.
Siden OpenAI's chatbot, ChatGPT, blev introduceret i 2022, har der været skarp konkurrence på markedet for AI-teknologi - særligt mellem techgiganterne Microsoft og Google såvel som Meta og tech-startups som Anthropic og Stability AI.
Musk var selv med til at stifte OpenAI i 2015, men forlod foretagendet i 2018.
Senere har Musk sagt, at han forlod OpenAI, fordi han var utilfreds med topchef Sam Altmans profitorienterede tilgang.
Musk sagsøgte OpenAI i marts med beskyldninger om, at selskabet har brudt de betingelser, som virksomheden opstillede, da den blev stiftet i 2015.
Musk ejer X, som tidligere var kendt under navnet Twitter, og er også administrerende direktør i rumfartsselskabet SpaceX.
/ritzau/