Det store »Coronaspil« så en overgang ud til at falde ud til erhvervslivets imagemæssige fordel. Men ak! I et land, hvor de fleste går i skole i 12 år uden at lære noget som helst om erhvervslivet og dets fundamentale betydning for velfærdssamfundet, måtte det jo gå sådan. Så snart krisen faldt til ro, var den gamle skepsis og mistro tilbage.
Vis samfundssind! Det blev coronakrisens parole. Og danske virksomheder viste samfundssind, så det stod derefter. Der blev skaffet toiletpapir, gær, vin, værnemidler, testudstyr og håndsprit i et tempo, man aldrig havde set i det offentlige. Og alle klappede. Indtil de ikke klappede mere.
Efter en uskøn start, hvor embedsmænd arrogant afviste tililende erhvervslederes tilbud om at afhjælpe de akutte problemer med at skaffe testudstyr og værnemidler, så det efter 14 dages ynkelige forsøg ud til, at embedsapparatet kom til en erkendelse af, at nogen måske var bedre end dem selv til at løse den del af opgaven. I hvert fald blev en gruppe effektive erhvervsledere hvervet til Den Nationale Operative Stab, og så kom der gang i sagerne.
