Tusindvis af fostre, som er blevet til i behandling mod barnløshed, bliver hvert år destrueret og smidt ud. Ganske enkelt fordi de er i overskud. Men de befrugtede æg bør ikke gå til spilde, men gives til barnløse par og enlige kvinder, selv om de ikke selv har leveret hverken æg eller sædcelle til det såkaldte embryo.

Det mener ph.d.-studerende i praktisk filosofi på RUC Fatima Sabir, der i en artikel i universitetsmagasinet Rubrik, argumenterer for, at forbuddet mod embryo adoption herhjemme bliver ophævet.

»Der står en hel masse par, som vi ikke kan hjælpe, sådan som det er i dag. Samtidig med det, så står vi og har hele dette her overskud af embryoner. Når vi destruerer dem, fordi lovgivningen kræver det, så er det et kæmpe ressourcespild, som er helt ude af trit med, at alle disse her par kunne vi hjælpe. Det er helt tosset. Og når man kigger på argumenterne i mod dette her, så synes de ikke ret stærke«, siger Fatima Sabir.

Fostrene, som hun mener, andre bør kunne adoptere, kommer fra barnløse par, der har været i fertilitetsbehandling, hvor kvinden har fået taget æg ud, og enten mandens egen sæd eller donorsæd er blevet brugt til at befrugte ægget. I omtrent fem dage bliver ægget dyrket uden for livmoderen, hvorefter det bliver sat op i kvinden. Typisk bruger et par kun to til tre befrugtede æg, mens resten bliver frosset ned, hvis parret senere vil bruge dem til at få flere børn. De æg, der ikke er brugt inden for to år, skal destrueres.

Embryo adoption er tilladt i flere andre lande, blandt andet USA, Finland og Georgien. Men herhjemme er det et krav, at et barn, der bliver skabt ved kunstig eller assisteret befrugtning, enten har sin far eller mor som genetisk ophav. Det betyder, at selv om det er muligt i Danmark at modtage såvel donoræg som donorsæd, så må man ikke modtage begge dele i en og samme behandling.

»Det er helt sikkert, at det betyder noget for et barn at kende sit ophav. Samtidig med det ser vi på en række andre områder, for eksempel ved almindelig, traditionel adoption, at der accepterer vi, at barnet ikke kender sit ophav. Men det er klart, at det kræver noget, af disse forældre, som adopterer. De skal have ressourcer til at kunne forklare barnet, at det er blevet til på denne her måde, men at det er elsket,« siger Fatima Sabir.

Hun henviser samtidig til, at andre undersøgelser har vist, at børn, der i dag er resultat af anonym donation af enten æg eller sæd, håndterer den viden fint, hvis de har fået det forklaret ordentligt af deres forældre.

Et andet argument imod embryo adoption er, at der kan opstå tvivl om, hvem der har retten til barnet. Er det dem, der har leveret byggestenene - de biologiske forældre - eller dem, der har båret det og bragt det til verden. Men ifølge Fatima Sabir kan det problem løses ved, at man skelner mellem biologiske og sociale forældre og giver sidstnævnte rettighederne. Endda mener hun, at det måske ikke er nødvendigt, at embryo donorerne er anonyme.

»De mennesker, der donerer disse her æg, det er forældre, som selv har stået i en meget svær situation og selv har oplevet at ønske sig et barn, men ikke kunne få det, så de vil have meget sympati med det andet par, som også ønsker sig et barn,« siger Fatima Sabir.

Endelig er der det modargument, at der i forvejen i denne verden findes levendefødte børn, som har brug for at blive adopteret. Det vil altså ramme forældreløse børn, som der vil komme en dalene efterspørgsel efter, hvis det i stedet bliver tilladt at adoptere embryoner.

I hvilket omfang danske par og enlige som led i fertilitetsturisme rejser til udlandet for at adoptere embryoer, findes der ingen tal på. Men at det finder sted, er Fatima Sabir ikke i tvivl om.

I dag kommer omtrent hvert tiende barn i Danmark til verden ved hjælp af kunstig befrugtning. Op mod 20 procent af danskerne er ramt af fertilitetsproblemer.