Tusindvis af mennesker står hobet sammen foran bankernes hæveautomater i Indiens store byer. Det gør de stadig, selvom det er fire dage siden, at den indiske regering pludselig meddelte, at de to mest benyttede pengesedler i landet ikke længere er gyldige. Med øjeblikkelig virkning. Det har tvunget befolkningen i banken for at hæve gyldige sedler, så de kan købe ind til hverdagens gøremål.

»Har du nogensinde tænkt over, hvordan terrorister får deres penge?«

Det spørgsmål stillede Indiens premiereminister Narendra Modi i en tv-tale tirsdag aften, inden det kom frem at to pengesedler ikke længere kan bruges.

Det drejer sig om en 500 rupees-seddel og 1000 rupees-seddel, der mere eller mindre svarer til henholdsvis 50 og 100 danske kroner.

Flere penge skal i banken

Ifølge premiereministeren træder tiltaget i kraft for at bekæmpe korruption og 'sorte penge'.

»På den ene side er vi det land, der oplever mest økonomisk vækst. På den anden side er vi placeret som nummer 100 på den globale korruptionsliste,« sagde Narendra Modi.

De to seddeltyper udgør ifølge BBC omkring 85 procent af befolkningens kontanter. Regeringens tiltag betyder, at den store del af befolkningen, der ikke har en bankkonto, nu skal åbne en og hæve gyldige pengesedler. Men det fremgår i talen, at der vil blive stillet spørgsmålstegn ved folk, der kommer rullende med en kuffert fuld af kontanter.

Det indiske samfund er baseret på kontakter og ikke kreditkort, og derfor er landet præget af ’sorte penge’. Ifølge tal fra regeringen betaler omtrent 1,5 procent af befolkningen skat, og trods regeringens opfordringer har mange slet ikke en bankkonto. Det skal de til nu, så regeringens kan få et overblik over pengestrømmen i landet.

Det går ud over de fattige

Nye sedler i form af en 500 rupee-seddel og en 2000 rupee-seddel er gået i produktion og sendes ud til landets banker inden for et par uger, meddelte landets finansminister, Arun Jaitley, dagen derpå og tilføjede.

»Denne ene beslutning vil ændre måden, folk bruger og opbevarer deres penge.«

Tiltaget har fået en varm modtagelse af bankverdenen, mens andre kritiserer beslutningen for at gøre livet svært for den almene mand. Politiker Mamata Banerjee fordømmer regeringens tiltag på Twitter. Hun skriver blandt andet, at den almene befolkning lider, og at beslutningen har ødelagt den interne handel i landet, men at den ikke hindrer korruption.

Medier verden over har citeret borgere, som er ramt af tiltaget. The Washington Post citerer studerende Ankit Saini i Dehli.

“Jeg har tre 500 rupee-sedler, men kun omkring 40 rupees i småpenge (cirka fire kroner, red) Jeg kan enten købe frokost eller en busbillet hjem. Men hvad skal jeg gøre i morgen?”