Den norske landsholdsfløj, Håvard Tvedten, har forlænget kontrakten med Aalborg Håndbold, så kontrakten nu gælder frem til sommeren 2016.
Hovedpersonen selv lægger ikke skjul på, at han er glad for at være i Aalborg:
- Jeg vil gerne fortsætte min karriere på topplan, og det er helt naturligt for mig, at det sker i Aalborg Håndbold. Det er min klub og min by, og da familien samtidig stortrives i hverdagen, er jeg glad for at have fremtiden på plads, siger Håvard Tvedten til klubbens hjemmeside.
Selvom Tvedten efterhånden er blevet 35 år, føler han stadig, at fysikken er tilstrækkelig:
- Jeg føler mig fysisk og spillemæssigt på toppen. Jeg vil gerne være med til at vinde flere titler med Aalborg Håndbold, og med den store tilskuerinteresse i Gigantium er det en sand fornøjelse at spille i Aalborg, siger han.
Direktøren i Aalborg Håndbold, Jan Larsen, er ikke overraskende meget tilfreds med at have sikret sig nordmandens arbejdskraft et par år endnu:
- Håvard er efter min opfattelse ligaens bedste venstre fløj, og med sin rutine og store professionalisme både til træning og i kamp er han en meget værdifuld spiller for vort hold. Hans motivation og vilje til at ville vinde kampe og titler er fortsat helt i top, siger Jan Larsen.
Håvard Tvedten spillede i AaB fra 2002-2006, efterfulgt af fem sæsoner i spansk håndbold. Han er noteret for 202 A-landskampe for Norge, og 214 kampe for Aalborg Håndbold.
Aalborg Håndbold ligger i øjeblikket på andenpladsen i herrehåndboldligaen, kun ét point efter førerholdet Skjern.