»TV-køkkenet i dag er et rum for maskulin selvhævdelse«

Da Jonatan Leer voksede op i Sønderjylland, var køkkenet stadig mest et kvindedomæne. Som dreng skulle man helst bruge sin fritid på at spille fodbold og tune knallerter.

»De ting interesserede mig ikke så meget. Jeg gik meget mere op i madlavning. Allerede som teenager købte jeg masser af kogebøger, selv om det ikke var så cool, og i 1990erne var jeg eksempelvis dybt fascineret af Henrik Boserup og Claus Meyer,« fortæller Jonatan Leer, som længe har interesseret sig for både mad og køn.

I dag er Jonatan Leer madkulturforsker, postdoc ved DPU Aarhus Universitet under forskningsprojektet »Smag for Livet«, og han har netop har sendt bogen »Ma(d)skulinitet. Kønskamp i TV-køkkenet« på gaden. Udgivelsen er resultatet af hans ph.d.-projekt, hvor han har kigget nærmere på de maskuline idealer, der bliver serveret i madprogrammerne.

»Der er sket meget med manderollen i nyere tid, og i dag er det lidt svært at sige, hvad en moderne mand egentlig er for en størrelse. Han skal både være lidt hård og lidt blød, og han skal være genkendeligt maskulin, men også omfavne en masse nye ting. På samme tid er TV-køkkenet blevet et sted, hvor mange forskellige maskuline identiteter udfolder sig, og i begyndelsen troede jeg faktisk, at TV-køkkenet var blevet et rum i mediebilledet, hvor man fornyer den maskuline identitet. Det har vist sig at være en sandhed med modifikationer, da normerne for mænd og kvinder stadig er meget stereotype i TV-køkkenet,« siger Jonatan Leer.

Det var den britiske celebrity-kok Jamie Oliver, der for alvor fik Jonatan Leer til at fundere over, om der både bliver lavet mad og moderne mandeidealer i TV-køkkenerne.

Da den unge britiske kok i 1999 tonede frem på skærmen i programserien »The Naked Chef«, vakte han opsigt og blev på rekordtid en international køkkenstjerne.

»Den tidlige Jamie Oliver virkede lidt provokerende. Han skilte sig ud ved at lave usofistikeret mad, som han brugte til at iscenesætte sig selv i forskellige sociale situationer. I »The Naked Chef« griller han eksempelvis sammen med drengerøvene. Han er den omsorgsfulde partner, der laver mad til sin kæreste, og han har også nogle børn med i køkkenet. Han shopper rundt mellem nogle af de forskellige udtryk for maskulinitet, som man typisk forventer, at moderne mænd kan navigere mellem,« siger Jonatan Leer, som også fremhæver, at seerne i det første program møder Jamie Oliver i et professionelt restaurantkøkken, men så smider kokken sin uniform og tager hjem for at lave mad i sit eget private køkken.

»Jamie Oliver lagde dermed afstand til den uniformerede og professionelle kokkeidentitet, der gennem århundreder har legitimeret, at madlavning også er noget for mænd,« konstaterer Jonatan Leer.

Før »The Naked Chef« var arbejdsfordelingen i TV-køkkenerne klar. De fremtrædende kvindelige kokke lavede hverdagsmad i hjemmet med fokus på ernæring, pris og praktiske fif. Mændene var enten professionelle kokke eller vilde og sofistikerede feinschmeckere. Jonatan Leer kalder Jamie Olivers farvel til kokkeuniformen i »The Naked Chef« for »de-chefisering«, og selv om den britiske kok ikke var alene om at tage uniformen af og være mandlig TV-kok på nye måder, så dominerer de traditionelle kønsidealer stadig i madprogrammerne.

»TV-køkkenet er ikke blevet den eksponent for nye mandeidealer, som det oplagt kunne være. Tværtimod,« siger Jonatan Leer.

Under sin forskning har han sporet fire herskende hovedtendenser, som han kalder: TV-kokken som kønsopdrager, de mandlige eskapister, gastronationalisterne og re-chefiseringen.

Fire maskuline tendenser i TV-køkkenet– ifølge madkulturforsker Jonatan Leer

TV-kokken som kønsopdrager

Madprogrammer har længe haft den funktion, at de både demonstrerer, hvordan man skal lave bestemt mad, samt hvordan man kan udleve forskellige livsstile med maden. Men det bliver mere og mere udbredt, at mandlige TV-kokke også bliver en form for politiske aktivister og tager ud i verden for at møde mennesker, som de gerne vil lave om.

Et klassisk eksempel er Jamie Oliver, der i programserien »Jamie’s Ministry of Food« er så indigneret over den dårlige britiske madkultur, at han laver en kampagne. I programserien opdrager han typisk på arbejdersklassens kvinder, der ikke længere laver ordentlig mad til deres børn. Budskabet er, at en god kvinde skal kunne lave mad, og det skal den mandlige stjernekok nok hjælpe hende med at få styr på.

I andre tilfælde er det mændene, der er målgruppen. Eksempelvis i »Le chef contre-attaque«, hvor Cyril Lignac tager til udkantsfrankrig, hvor det hele går ned ad bakke på grund af globaliseringen og urbaniseringen, og tager fat i arbejderklassemænd, der ikke lever op til de idealer, som han selv repræsenterer. Og så lærer den moderne, urbane mand aka stjernekokken arbejderklassemændene, der bliver fremstillet som lidt tilbagestående, hvordan man laver ordentlig mad.

De maskuline eskapister

De maskuline eskapister isolerer sig fra omverdenen for at skabe kulinarisk mandehørm i et mikrokosmos. Et ikonisk eksempel er »Nak & æd«, hvor Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe skyder dyr og tilbereder dem, mens de konkurrerer lidt indbyrdes, har nogle gags kørende med hinanden og leger lidt røver og soldater. Alle lidt kvindeliggjorte diskurser omkring mad som sundhed og dyrevelfærd, er skubbet til side. Det handler om at lege med maden og ofte også om at bryde tabuer.

Et andet godt dansk eksempel er »Spise med Price«, hvor brødrene Adam og James Price i de første tre sæsoner tager i sommerhus og går amok i smør og fed mad. De leger også lidt de voldelige elementer i forhold til at slå dyr ihjel, deres samtale har af og til seksuelle undertoner, og de refererer jævnligt til deres ophav – ikke mindst faren, der smittede sine sønner med en stor kærlighed til madlavning, mens deres skuespillermor »kun kunne lave mad på film.«

De maskuline eskapister laver gerne mad i mange timer eller over flere dage, og deres frembringelser står i kontrast til nem og praktisk hverdagsmad.

Gastronationalisterne

Mange mandlige TV-kokke er med til at revitalisere den nationale myte. Før i tiden var gastronationalisterne kendetegnet ved eksempelvis en kok som Keith Floyd, der rejste rundt som en anden kolonist og så, hvordan de lokale lavede mad. Bagefter civiliserede han maden ved at lave den i en europæisk version, mens han drak noget god vin under frembringelserne. I dag tager kokkene ikke til eksotiske dele af verden i samme grad. De rejser rundt i deres eget nationale territorium og genopdager de nationale traditioner, der er gået tabt, for at genrejse den nationale identitet. Der gælder eksempelvis den franske kok Cyril Lignac, der i programserien »Le Chef en France« rejser rundt i de franske egne og viser de kulinariske traditioner frem. Han fokuserer på den hvide monokultur og forbigår helt de millioner af muslimer, der bor i Frankrig.

Et andet eksempel er Jamie Oliver, der i »Great Britian« også tager på en kulinarisk rundrejse i hjemlandet, men i modsætning til Cyril Lignac har han et fokus på det multikulturelle samfund og de forskelligartede madkulturer, som han fremstiller som en styrke.

Gastronationalistiske programmer er en ældre tradition, men de er i dag langt mere udbredte, end det var tilfældet for 10-15 år siden.

Re-chefisering: Uniformerede autoriteter

Da Jamie Oliver i 1999 tog uniformen af i »The Naked Chef« for at lave usofistikeret mad i sit private hjem var han del en lille bølge – kaldet de-chefiseringen – hvor flere af hans kollegaer fulgte trop. Men efter en periode fulgte en modreaktion, og rechefiseringen blev den dominerede tendens. De mandlige TV-kokke fremstod ikke længere som hverdagskokke, men som topprofessionelle chefs eller sågar kunstnere, der laver elitemad.

Gordon Ramsay er et godt eksempel – blandt andet i »Hell’s Kitchen«, som er et udskillelsesløb, hvor der bliver råbt og skreget, og hypermakuliniteten bliver blandt andet udtrykt gennem et tydeligt hierarki og med verbal og fysisk vold.

Et andet meget kendt eksempel er René Redzepi, der optræder i kokkeuniform og som i forbindelse med dokumentaren »Noma på kogepunktet« satte gang i en række diskussioner om den hårde tone i køkkenet. René Redzepi fremstår også som en naturromantisk kunstner, der har et særligt gehør for den nordiske natur og med sin nærmest videnskabelige tilgang til tilberedning af mad formår at omsætte den til unik elitemad.

»Fælles for dem er, at de ikke repræsenterer nye maskuliniteter, men alle flirter med traditionelle kønsidealer. Man kan sige, at TV-køkkenet i dag er et rum for maskulin selvhævdelse,« siger Jonatan Leer, der ikke har beskæftiget sig lige så indgående med de kvindelige TV-kokke, men alligevel aner en tendens til, at de også læner sig op ad de traditionelle kønsidentiteter.

»Hvis man eksempel kigger på Mette Blomsterberg, så optræder hun i de første programmer i uniform med eget navn på, og programmerne blev optaget i et professionelt køkken, der var ejet af hende selv. Så i første omgang optrådte hun altså som en professionel og selvstændig erhvervsdrivende. Men i de senere programmer rykker hun hjem i sit private køkken, smider uniformen og har nogle gange sine piger med i køkkenet,« siger Jonatan Leer, som mener, at det er symptomatisk:

»Mange kvindelige TV-kokke er stadig bundet op på hjemmet og en lidt husmoderlig identitet, mens mændene ikke bliver målt på deres evne til at være gode fædre eller vise, hvordan man får en hverdag, hvor der både skal hentes børn og laves mad, til at hænge sammen. De render i stedet rundt ude i verden og er professionelle, konkurrencemindede, perfektionistiske og eventyrlystne.«

bra@berlingske.dk

Navigation

Sektioner

»TV-køkkenet i dag er et rum for maskulin selvhævdelse«

Andre læser også