Thornings 12 byer på to dage
Hun er stadig lidt bagefter de blå i meningsmålingerne, men når Thorning-Schmidt kommer rundt i landet, ligner hun en vinder. Statsministeren besøger 12 byer på to dage i slutspurten frem mod valget.
Hun er stadig lidt bagefter de blå i meningsmålingerne, men når Thorning-Schmidt kommer rundt i landet, ligner hun en vinder. Statsministeren besøger 12 byer på to dage i slutspurten frem mod valget.
Hun har allerede været rundt og besøge en stribe byer i valgkampen. Med røde roser i favnen og et smil, som rigtigt mange danskere gerne vil fotograferes sammen med.
Men søndag formiddag satte statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gang i en stramt koreograferet valgkamps-slutspurt, da hun steg ombord i en mindre bilkonvoj af valgkampsbusser og PET-biler for at nå at trykke hånd med vælgerne i 12 byer i løbet af de næste to dage.
Sikker på ikke at støde ind i oppositionens statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen (V), der denne dag var hovedtaler ved Folkemødet på klippeøen Bornholm.
Og med behovet for – endnu en gang – at lægge afstand til dagens politiske udmelding fra den radikale regeringspartner, Morten Østergaard, der vil sænke beløbsgrænsen for, hvor meget en udlænding skal tjene for at få opholdstilladelse i Danmark.
»Det er ikke socialdemokraternes politik,« fastslår Thorning, da journalisterne får lejlighed til at stille spørgsmål, mens bilkonvojen venter på færgen til Langeland.
Og skulle nogen få den tanke, at Helle Thorning-Schmidt er irriteret over de Radikales mange udmeldinger på udlændingeområdet og Østergaards praleri med, at regeringen ifølge de Radikale har gennemført 45 lempelser af udlændingepolitikken – og ikke 31, som Venstre mener– så tager de fejl, siger hun.
Og smiler.
»De dér optællinger, dem må Lars Løkke Rasmussen og Morten Østergaard selv ligge og rode med. Jeg synes ikke, at nogen af dem er korrekte. Men dybest set er regeringen enig om, at vi har gennemført den første stramning af asylreglerne i 12 år,« siger Helle Thorning-Schmidt.
Hun udstråler overskud. På trods af, at hun har været i gang med at føre valgkamp fra længe før, hun udskrev valg.
Ja, lige siden nytårstalen, hvor hun lancerede sloganet om »Det Danmark, du kender« har hun sat sig selv i front for en effektiv kampagne, der både af venner og fjender anerkendes for at have kørt som smurt.
Det er lykkedes at skabe spænding om udfaldet af det folketingsvalg, som mange kommentatorer ellers for længst havde dømt hende til at tabe.
Fra en position, hvor Socialdemokraterne er svagt bagefter i målingerne, men til gengæld har bedst fat i de altafgørende tvivlere, tæller hver en stemme.
De frivillige DSUere er på plads med deres »Jeg vælger Helle«-skilte, hver gang hun stiger ind og ud af bussen. De lokale kandidater står klar med røde roser på minuttet, når bussen når frem. Det er nu, der skal signaleres overskud, trykkes hænder og tages selfies.
Og Helle Thorning-Schmidt omfavner både de planlagte solstrålehistorier, som de lokale kandidater velvilligt har bedt møde frem, og de mennesker, som er kommet helt af sig selv.
Som den ældre mand Kai Gromann, der tager lidt usikre skridt, men får kæmpet sig frem gennem menneskemængden ved Rudkøbing Havn til Helle Thorning-Schmidt, der tager imod hans tilbud om at sætte sig på hans rollator og få et kort hvil. Det gør ham glad. Og han vil overveje at stemme på hende.
Eller de veltrænede fyre med halskæder og sej attitude, som også lige skal have taget et billede med statsministeren, når nu hun alligevel er i Nakskov.
»Og hvad laver du så,« spørger Helle Thorning-Schmidt en af fyrene.
»Jeg er kriminel,« svarer han.
»Ejjjjjjj,« siger hun.
»Nej, nej, jeg arbejder og bidrager til samfundet,« joker han. Lige indtil Thorning kigger ned og får øje på fodlænken om hans ene ben.
Hun spørger, om han har lavet noget virkelig lort. Det vil han ikke ud med. Han vil heller ikke have sit navn i avisen.
»Nå, men hold dig i skindet, ikke,« siger hun og smiler.
Og går videre til små børn, som forældre gerne vil have bliver fotograferet sammen med statsministeren. Til vælgere på overførselsindkomst, som gerne vil fortælle om deres kamp med systemet. Og til alle dem, der bare gerne vil trykke Helle Thorning-Schmidt i hånden. For det er dem, der er flest af.
Og i en valgkamp så tæt er det afgørende, at ingen går skuffede hjem, efter at Helle Thorning-Schmidt har været på lynvisit i sin kampagnebus.
Kort før afgang præsenterede Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon en ny plan for at lade de offentlige udgifter stige med 0,6 procent frem mod 2025.
Der skal være råd til at udvikle velfærdssamfundet, lød budskabet fra Thorning, som efter en uge med udlændinge på dagsordenen tydeligvis gerne vil have den politiske debat til igen at handle om velfærd.