Det er magtens logik. Og hvis der fandtes en grønspættebog for politikere ville det stå på første side, at du skal kunne tælle til 90 mandater for at få din politik igennem.

Det er den logik, Helle Thorning-Schmidt (S) forbryder sig imod – ikke i handling, men i ord – da hun sammen med SF-formand Villy Søvndal lancerer de to partiers fælles udlændinge- og skatteudspil forud for sidste valg.

»Dette er ikke et forhandlingsoplæg. Den skattepolitik, vi lægger frem nu, bliver skrevet ind i et nyt regeringsgrundlag,« lyder det fra Helle Thorning-Schmidt, når der bliver spurgt til uenigheder med de Radikale om for eksempel millionærskat og pensions-beskatning. Det er take it or leave it for de Radikale, må man forstå. Og har danskerne ikke opdaget det endnu, får de her et indblik i, hvor stålsat Helle Thorning-Schmidt kan være. Det dér med de 90 mandater er tilsyneladende ikke så vigtigt.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

Ikke før på valgaftenen 15 september 2011, hvor Thorning står med magten.

»Allerede på valgnatten kunne jeg mærke, at det ville blive vanskeligt at få enderne til at mødes,« udtaler Helle Thorning-Schmidt til Ud og Se i februar i år.

Hun har aldrig undskyldt, at der var løfter der ikke blev til noget. Eller erkendt, at hun var for stålsat i sin retorik forud for valget. Thorning er ikke typen, der frivilligt erkender egne fejl for folkedomstolen. Men hun påtager sig gerne ansvaret for den førte politik. Og hun står inde for den.

Måske fordi Helle Thorning-Schmidt under regeringsforhandlingerne i det sorte tårn vender tilbage til sit udgangspunkt. Som en socialdemokrat, der holder til højre. Hurtigt tager hun bestik af det flertal, der er blevet hende givet – med et stærkt Radikale Venstre og et lidt forpjusket SF.

Væk er den lovede millionærskat, bankskat og dagpengeforbedringer, da Helle Thorning-Schmidt efter 16 dages forhandlinger stiger ned fra Hotel Crowne Plaza på Amager. Hvad, der for Thorning opfattes som nødvendige kompromiser på 25. hoteletage, bliver døbt løftebrud i medierne. Og der er dem, der ser de mange kompromiser som et udtryk for, at Helle Thorning-Schmidt brænder mere for magten end for et bestemt politisk projekt. At hun er en såkaldt karrierepolitiker.

Hendes tætteste politiske allierede, finansminister Bjarne Corydon (S), mener, at det er et forkert billede.

»Det er så nemt, at udlægge det som om, at Helle Thorning med alliancen med SF tager et skridt til venstre. Men man kan også se det som en øvelse, der handlede om at få SF rykket ind mod midten og muliggøre et regeringsalternativ,« siger Bjarne Corydon.

Forhindringen Thorning

Løftebruddene kommer til at klæbe til Thorning i en sådan grad, at det vil blive betragtet som noget nær et politisk mirakel, hvis hun formår at vende dét, der i tre et halvt år har lignet et sikkert nederlag til en sejr ved folketingsvalget. Alligevel tør ingen helt afskrive Helle Thorning-Schmidt. Sidste vinter blev hun blandt mange af sine egne betragtet som den største selvstændige forhindring for, at Socialdemokraterne kan genvinde magten. Som en kvinde, der mangler fornemmelse for sit eget parti og lader sin finansminister sælge DONG-aktier til finansgiganten Goldman Sachs.

Året forinden er det en sænkelse af selskabsskatten kombineret med en beskæring af kontanthjælpen, der får partifællerne til at tage sig til hovedet og spørge sig selv, om Thorning og hendes finansminister i virkeligheden er mere blå end røde.

Det er i perioder som disse, at Helle Thorning-Schmidt har virket som en statsminister med et stærkere og mere vidt forgrenet netværk på den internationale politiske scene end i sit eget parti. Men siden årsskiftet er der sket et stemningsskifte omkring hendes person på den hjemlige scene.

Havde Helle Thorning-Schmidt engang en livsstil, der nærmest var for international til Danmark, så er der i dag en anerkendelse af, at hun var med i opløbet om at blive ny formand for det Europæiske Råd og en stolthed over, at Tysklands kansler, Angela Merkel, omtaler hende som »en god veninde«.

Og blev ethvert politisk tiltag fra statsministeren tidligere indhyllet i dårlige meningsmålinger, så er fokus nu i højere grad på den råstyrke, Helle Thorning-Schmidt udviser, når hun er i modvind, end på årsagerne til, at hendes statsministertid har været en stormomsust affære. Godt hjulpet på vej af Lars Løkke Rasmussens (V) bilagskriser mener danskerne i dag, at Helle Thorning-Schmidt er den klart mest troværdige af de to statsministerkandidater.

Og med Margrethe Vestagers exit til Bruxelles kan ingen længere være i tvivl om, at det rent faktisk er Thorning, der sidder for bordenden i regeringen. Hun er blevet »herre i eget hus«, og med terrorangrebet i København talte hun sig ind i de fleste danske hjem som hele landets statsminister. Dog - igen - fristes man til at skrive, med så stålsat en retorik på et pressemøde for den internationale presse, at hun gav forkerte oplysninger om politiets bevogtning af synagogen.

Hvilket Danmark ?

Samtidig er det med Thorning på plakaten, at Socialdemokraterne siden årsskiftet har kørt det, der må betegnes som en velsmurt kampagne, om »Det Danmark, du kender«. Hvad det er for et Danmark, Helle Thorning-Schmidt lover at passe på, står ikke lysende klart. Jovist, hun vil i modsætning til Venstre sikre en beskeden vækst i det offentlige forbrug. Hun har lovet et nyt dagpengesystem og lempeligere regler for genoptjening, men vi ved ikke, hvordan det præcis kommer til at se ud.

Den klokkeklare løftepolitik er tydeligvis blevet skrottet sammen med SF som regeringspartner. Og derfor er det også lettere at forholde sig til, hvad Helle Thorning-Schmidt har gennemført som statsminister, end hvad hun agter at gøre, hvis hun får en periode mere. Blandt de største politiske forlig er skattereformen fra 2012, som sænker skatten på arbejde med 14 mia. kr. ved at hæve beskæftigelsesfradraget og grænsen for, hvornår der skal betales topskat.

Med reformen har Helle Thorning-Schmidt allerede adresseret en del af det problem, som Venstre vil turnere med i valgkampen. Nemlig at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Det kan bedre betale sig nu, end det kunne under Løkke. Med kontanthjælpsreformen fra 2013 har unge ledige under 30 år desuden fået et kontant spark bagi og må klare sig for en ydelse på SU-niveau i stedet for kontanthjælp. Selskabsskatten blevet sænket til 22 procent frem mod 2016, og de danske skoleelever har med folkeskolereformen fået en længere skoledag.

Alt sammen reformer, der skal skabe flere arbejdspladser og styrke kvalifikationerne i Danmark. Og alle sammen brede forlig indgået med de borgerlige.

Har lagt sig ud med kernevælgerne

Det er med forskellene i dansk politik, som det er med løfter: Det er uenighederne, der trækkes hårdest op, ligesom det er de brudte løfter, der fylder mest.

Det gælder de løfter, som Helle Thorning-Schmidt opgav, fordi hun ikke havde flertallet til at føre dem ud i livet – såsom millionærskat, bankskat og et tolærersystem i de mindste klasser – men også de løfter, som blev droppet, fordi de var upopulære blandt vælgerne – betalingsringen og øremærket barsel til mænd.

Thorning har altid været realpolitiker mere end den store ideolog. En kvinde der vægter ansvarlighed over popularitet. En socialdemokrat, der lægger mere tryk på pligt end ret, også når det bringer hende på kollisionskurs med sit eget røde bagland. Til tider har de brokket sig over, at de ikke kunne mærke hende. Men Helle Thorning-Schmidt er ikke en kvinde, der genopfinder sig selv i en mere følsom udgave, fordi nogen efterspørger det.

»Jeg tror, at man har mest lyst til, at ens statsminister skal holde hovedet koldt. Det er jeg god til,« sagde hun til Ud og Se i februar.

I sin regeringstid har hun lagt sig ud med de arbejdsløse, lærerne, feministerne, fagbevægelsen og brugerne af den kollektive trafik. Overvejende røde sjæle, som hun nu skal have »hjem« i folden, når krydset skal sættes på valgdagen. Samtidig er der tegn på, at hun så småt begynder at få succes med at fiske i Dansk Folkepartis vælgerhav.

Efter at have været bagud i meningsmålingerne i tre et halvt år er spørgsmålet, om det begynder at lysne for Helle Thorning-Schmidt på det helt rigtige tidspunkt.

»Jamen, jeg tror da, at det er ved at blive klart for folk, at det er i kraft af Helle Thornings ledelse, at vi har nået de resultater, vi har. Det er efterhånden tydeligeligt for enhver, at det ikke er for hendes egen bekvemmeligheds skyld, at hun har stået fast. Hun har været villig til at sætte rigtigt meget på spil og det aftvinger respekt,« siger Bjarne Corydon.