Thomas Larsen: Venstre trykker på Helle Thornings ømme punkt
Lars Løkke Rasmussen lancerer ifølge politisk kommentator Thomas Larsen sit første store angreb mod Socialdemokraterne ved at hævde, at regeringen gør regning uden vært.
Lars Løkke Rasmussen lancerer ifølge politisk kommentator Thomas Larsen sit første store angreb mod Socialdemokraterne ved at hævde, at regeringen gør regning uden vært.
Når Venstre kritiserer regeringen for at komme med flotte løfter uden at finde pengene, er det udtryk for, at valgkampen er ved at komme op i gear, og at oppositionspartiet har fundet en af sine kæpheste frem.
Det siger Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen, efter Lars Løkke Rasmussen (V) i Berlingske har lanceret et angreb mod regeringen, som han beskylder for at skubbe ubetalte regninger for fem milliarder kroner foran sig til efter valget.
»Jeg tror, man skal lægge to ting i det. For det første er det helt tydeligt, at Lars Løkke Rasmussen nu stempler ind i valgkampen med fuld kraft med det første store angreb mod Socialdemokraterne og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S),« siger Thomas Larsen.
»Det andet er, at han meget præcist finder det allerømmeste punkt hos Socialdemokraterne, som han kan angribe. Ser vi tilbage på de seneste år, har det været tydeligt, at hele diskussionen om løftebrud har gjort meget ondt og været med til at underminere statsministerens troværdighed. Derfor er det ikke så underligt, at Løkke i sit første store angreb genstarter diskussionen om løftebruddene,« siger den politiske kommentator og uddyber:
»For det gør han jo, når han siger, at statsministeren i virkeligheden er ved at gentage det, kan kalder for et fupnummer fra sidste valgkamp, hvor hun i virkeligheden prøver at foregøgle danskerne, at den økonomiske virkelighed ser bedre ud end den i virkeligheden er.«
Venstre peger blandt andet på ufinansierede regninger for reform af elmarkedet, regeringens antiterror-udspil samt udeståender omkring finansiering af erhvervsskolereformen.
Spørgsmål: Har Venstre noget at have kritikken i?
»Jeg tror, at man langt ind i Socialdemokraternes top har erkendt, at Helle Thorning-Schmidt gik til valg på en platform og endte med at regere på en helt anden platform. Hun gennemførte nogle meget store kursskift, som blev gennemtvunget på grund af de Radikales ønsker,« siger Thomas Larsen.
»Når man så ser fremadrettet, kan man diskutere, hvor mange regninger regeringen skubber foran sig. Tager vi for eksempel togfonden, taler vi om en meget stor satsning, hvor der er skabt alvorlig tvivl om økonomien. Jeg mener også, at blå blok har en pointe, når man ser på, at regeringen ikke har været villig til at finansiere det stort anlagte terrorudspil, der kom for nyligt. Så på en række punkter mener jeg, at Lars Løkke Rasmussen har fat i noget,« siger han.
Finansminister Bjarne Corydon (S) afviser kritikken og skyder tilbage mod Venstre, som ikke har givet svar på, hvordan man selv vil håndtere løftet om nulvækst i den offentlige sektor, hvis man efter valget står med nøglerne til regeringskontorerne.
Thomas Larsen er enig i, at kritikken fra Venstre peger på store huller i partiets egen politik.
»Venstres største svaghed er og bliver, at vi som befolkning ikke kender den økonomiske masterplan, Lars Løkke Rasmussen vil styre landet efter. Dermed er der skabt meget stor usikkerhed om, hvad Venstre vil, hvis de får magten,« siger han.