Taknemmelige flygtninge inviterede hele byen til julefrokost
En gruppe flygtninge i Skuldelev ved Frederikssund ville vise deres taknemmelighed til byens indbyggere
En gruppe flygtninge i Skuldelev ved Frederikssund ville vise deres taknemmelighed til byens indbyggere
En særlig form for julefrokost fandt sted i torsdags på Skuldelev Kro i Skuldelev syd for Frederikssund. Det var byens flygtninge, som havde inviteret de lokale til arrangementet, og derfor var flæskesteg og sild byttet ud med eksotiske retter.
Formålet med torsdagens julefrokost, som var sat i værk af flygtningene selv, var at vise sin taknemmelighed, for den gode modtagelse byens indbyggere har givet dem.
Det skriver Lokalavisen.dk.
En af de flygtninge, som havde stået i køkkenet hele dagen, var Dawit Kibrom, som bød de ca. 50 gæsterne velkommen.
»Vi vil gerne takke for al den hjælp, vi har fået af jer. Vi inviterer til mad og drikke, men vi forventer ikke at få noget tilbage fra jer. Vi vil bare gerne sige tak,« sagde Dawit Kibrom, som bor på kroen.
Kroejeren, Benny Pedersen, var også til stede under middagen, som han havde hjulpet med rent økonomisk.
Han fortalte, at det har været en udfordring for den lille by at tage imod flygtningene, men at han mener, lokalsamfundet har håndteret situationen godt.
Derfor var han også begejstret over initiativet og arrangementet, ligesom de mange spisende også nød fællesspisningen med hinanden og de nytilkomne i byen.
Ud over hjælp fra kroejeren, havde integrationsmedarbejder hos Frederiksund Kommune, Habbe Amanuel, også givet en hjælpende hånd med. Han fortalte, hvordan beboerne har haft et ønske om at komme deres værter nærmere ved at blande den danske julefrokosttradition med egne retter.
»De 31 flygtninge her på kroen laver en julefrokost, fordi det er dansk tradition og kultur, men de serverer så mad fra deres egne lande. På den måde får vi integreret de forskellige kulturer,« sagde Habbe Amanuel, som også hjælper flygtningebeboerne på kroen i det daglige med de praktiske gøremål.
Han gjorde det klart over for Lokalavisen, at de ønsker at komme tættere på borgerne og knytte bånd.