Svenskere pønser på at sænke selskabsskatten - igen
Svenske virksomheder kan ifølge det svenske dagblad Dagens Industri se frem til at skulle betale lavere skatter. Hermed kan Danmarks konkurrenceevne overfor vores naboer komme under pres.
Svenske virksomheder kan ifølge det svenske dagblad Dagens Industri se frem til at skulle betale lavere skatter. Hermed kan Danmarks konkurrenceevne overfor vores naboer komme under pres.
To gange siden krisen udbrød i 2008 har svenskerne brugt en sænkning af selskabsskatten som middel til at sparke mere gang i hjulene i Sveriges økonomi. Nu tyder meget på, at det bliver alle gode gange tre.
Ifølge Dagens Industri vil en skattekommission nedsat i Sverige i 2011 anbefale regeringen, at selskabsskatten bliver sænket fra de nuværende 22 procent til 20 procent i 2016. Det oplyser flere interne kilder i kommissionen til det svenske dagblad.
Kommissionen fremlægger først formelt sine anbefalinger den 16. juni. Men ifølge Dagens Industris kilder indebærer det også, at regningen for en sænkning til selskabsskatten i høj grad bliver i erhvervslivet. Den skal nemlig betales via lavere rentefradrag til virksomhederne, og kommer derfor i høj grad til at ramme risikovillige virksomheder med høje lån.
I 2009 sænkede svenskerne selskabsskatten fra 28 procent, som den havde ligget stabilt på i en årrække, til 26,3 procent. Og så sent som sidste år overraskede vores nordiske naboer så med at skære endnu en markant luns af virksomhedernes skattesats.
I den forbindelse begrundede statsminister Frederik Reinfeldt beslutningen med, at selskabsskatten ifølge den økonomiske organisation OECD var den mest skadelige af alle skatter, når det handler om at skabe vækst.
»Selv i lande, som mangler finanspolitisk manøvrerum, vælger man alligevel af sænke selskabsskatten. Skatten påvirker virksomhedernes investeringer,« sagde statsministeren ved den lejlighed til Dagens Industri.
Også generelt i Europa har der de seneste år været et kapløb mod bunden i forhold til at sænke skatterne for at tiltrække virksomheder, der kan være med til at skabe vækst. I sidste uge kom det frem, at Polen har lavet en særordning, der betyder, at udenlandske virksomheder kan få skatterabatter, lavere husleje og tilskud til etablering, hvis de opretter en afdeling i et af landets såkaldte økonomiske zoner.
Udviklingen lægger pres på politikerne herhjemme, hvor selskabsskatten i 2013 lå på 25 procent - halvanden procentpoint over gennemsnittet for de 27 EU-lande på 23,5 procent.
Med vedtagelsen af den seneste Vækstplan i juni sidste år blev det dog besluttet at sænke selskabsskatten til 24,5 pct i 2014, til 23,5 procent i 2015 og fra og med 2016 er selskabsskatten i Danmark på 22 procent.
Samtidig foreslår socialdemokraternes spidskandidat til EU-parlamentsvalget, Jeppe Kofod at arbejde for at en fælles minimums-selskabsskat, så de europæiske lande ikke bruger skatten til at konkurrere mod hinanden i samme grad som i dag.
Se udviklingen i EU-landenes selskabsskat her.