Suarez' karantæne afgøres torsdag
I løbet af torsdag offentliggør den internationale sportsdomstol, CAS, om Luis Suarez' fire-måneders karantæne skal fastholdes eller ej.
I løbet af torsdag offentliggør den internationale sportsdomstol, CAS, om Luis Suarez' fire-måneders karantæne skal fastholdes eller ej.
27-årige Suarez blev udelukket fra al fodbold i fire måneder, efter at have bidt Giorgio Chiellini under Uruguays kamp mod Italien ved VM-slutrunden i Brasilien.
Suarez appellerede efterfølgende afgørelsen, og hans advokater argumenterer for, at hændelsen skete, da han spillede for sit landshold, og at udelukkelsen derfor kun burde omfatte landskampe.
I en meddelelse skriver CAS:
- På anmodning fra appellanterne og efter aftale med FIFA, har CAS gennemført en hasteprocedure af voldgiftsagen. Som følge heraf har CAS-panelet accepteret at komme med en afgørelse inden for en kort periode, men med en uddybende begrundelse senere.
Barcelona betalte 650 mio. kroner for uruguayaneren, der - hvis dommen fastholdes - tidligst kan komme i kamp for sin nye klub den 25. oktober.
Suarez' advokater er fortrøstningsfulde forud for afgørelsen, og de regner med at få straffen nedsat til to måneder, og at Suarez vil få lov til at træne med resten af sine holdkammerater.
Lykkes det at få nedsat karantænen vil Suarez allerede kunne trække Barcelona-trøjen over hovedet den 25. august.